Danskhed opstår ikke ved kirkegang

Der er tilsyneladende ingen andre end DF selv, der er enig med Martin Henriksen i, at deltagelse i folkekirkelige højtider er en definition på danskhed. Det er godt, for som alle udenfor DF fremfører, så er religionsfrihed en hovedhjørnesten i dansk kultur og lovgivning.

Men når man læser Henriksens udtalelser, fx i Jyllandsposten, så lyder det meget tilforladeligt. Det er da en god ide at lære noget om majoritetsbefolkningens tro og skikke. Så hvorfor ikke “slå et smut forbi” påskegudstjenesten for at se hvad det er for noget? Jeg kan næsten høre mig selv give det samme venskabelige råd.

Der er dog to væsentlige årsager til at det ikke er noget godt “råd” Henriksen giver:

For det første lærer man ikke noget om danske skikke og det at være dansker, ved at gå i kirke til højtiderne. Man kommer ind, sætter sig på en bænk, synger sange, hører på hvad præsten siger, og så går man igen – alene. Man har egentlig ikke deltaget i noget. Og det præsten siger er, i de tilfælde hvor der er lidt kristen substans i det, overraskende for de fleste danske tilhørere, fordi det peger på en åndlighed der ikke ellers er i vores liv.
Nej, skal man lære noget om højtiderne i den danske majoritetskultur, så skal man fejre juleaften i en majoritetsdansk familie på godt og ondt; man skal deltage i en firmajulefrokost; man skal opleve julegaveræset indefra osv. Men alt det kan man ikke bare “slå et smut forbi” – man skal inviteres indenfor af nogen.

Det andet problem er, at Henriksen laver en glidning fra det nærmest venskabelige råd, til det absolutte danskhedskriterium. Det er desværre sådan, meget af DF’s tænkning foregår. Man slutter fra gemytlig indskydelse til lovforslag. Man siger ting der vinder genklang ved sofabordene, men tager ikke ansvar for en analyse af konsekvenserne. Henriksen foreslår gemytligt, at “slå et smut forbi” kirken, og hov det skal da være et krav. Men Henriksen overvejer ikke, at der sikkert er gode grunde til at vi har skrevet religionsfrihed ind i vores grundlov, og han overvejer tydeligvis heller ikke om man overhovedet kan lærer noget om Danmark, danskere, eller danskhed ved at gå i kirke.

Man kan med stor ret diskutere om manglende rammer, muligheder og krav har medvirket til, at der er nogle grupper af indvandrere, der har haft svært ved at blive en del af det danske samfund. Det er imidlertid også tydeligt, at de seneste års krav-retorik har fremmedgjort en del af de folk man har søgt at integrere.

Lad mig dog foreslå et nyt krav. Lad os kræve af de danske politikere, at de tager ansvar for en videre analyse af det de siger. Lad os kræve at de ikke bare siger ting der kan vinde genklang ude ved sofabordene, men at de også overvejer hvad den eventuelle effekt af det de siger, foreslår eller kræver kunne være.

Politik kan ikke udvikles ved sofabordene!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *