Mod et enklere karaktersystem på de videregående uddannelser

Maja Bodekær Black taler i Studenterbloggen på Magisterbladet for et forenklet karaktersystem der kun har karaktererne ”Ikke bestået”, ”bestået” og ”bestået med udmærkelse”. Det er fornuftige tanker som stemmer overens med min erfaring som underviser og censor på danske universiteter. Forslaget er en forfriskende modgift til alle de romantiserende indlæg og opslag fra kolleger der savner karakterer mellem 7 og 10 eller som synes at det er et tab at vi ikke længere kan belønne dem der ligner os selv allermest med et 13-tal. 

Min erfaring er at hovedproblemet i det nuværende karaktersystem, at højeste karakter gives for indløsning af alle eksamensmål og at der så tælles ned derfra. Det er sådan set nemt nok at arbejde med, men man kommer for tit til at sidde med en usikkerhed på om præstationen egentlig rammer det niveau man gerne ville have. 

Vi mangler en beskrivelse af hvad det er for en præstation vi vil have, at den studerende mindst skal kunne levere for at bestå kurset. I tillæg til sådan en basis-niveau-beskrivelse skal der selvfølgelig stadig være en beskrivelse af de mål de studerende skulle kunne nå i den bedste af alle verdener, eller sagt med andre ord, det vi ønsker os at de studerende kan nå at lære hvis det går rigtigt godt. Det sidst kan godt være formuleret i en blanding af konkrete mål og mere abstrakte beskrivelser af hvad det er for en slags fagpersoner man gerne vil uddanne. Kort sagt. Vi skal have en beskrivelse af hvad der skal til for at få karakteren bestået. Det bør være udgangspunktet.

Konsekvensen af sådan et karaktersystem vil være et forandret universitet hvor fokus bliver på at løfte alle de studerende til det ønskede niveau. Det vil efter min mening være positivt fordi det vil blive mindre konkurrencebetonet. Samtidigt vil det også betyde at det bliver sværere at skrabe sig igennem – måske er det også godt nok.

Maja Bodekær Black forslår at der skal være 3 karakterer, men hvorfor egentlig? Er det ikke fuldt tilstrækkeligt med karaktererne bestået og ikke-bestået hvis man så til gengæld giver ordentlig mundtlig feedback?

Hvis der skal være en særlig karakter for det fremragende kan man også overveje om der skal være andre karakterer der beskriver mere end det beståede. I praksis er der kurser hvor det kan være acceptabelt at studerende ikke når helt i mål. Det kunne fx være mindre støttediscipliner hvor de studerende ikke kan undgå at lære det selv senere. Eller det kunne være første modul af en række. Så i tillæg til karaktererne bestået, ikke-bestået og bestået-med-udmærkelse kunne der til nogen eksamener være karakteren ”bestået med alvorlige mangler”. 

Skal vi have et velfungerende karaktersystem skal det tage udgangspunkt i at vi beskriver det niveau som vi mener at alle de studerende på uddannelsen med rimelighed kan nå. Det er den afgørende udfordring.

Uanset hvordan vi får reformeret karaktersystemet, så skal vi være opmærksomme på at det at få en karakter ikke er god feedback. En karakter vil altid komme til at overskygge den kvalitative feedback vi giver. Derfor skal vi være helt sikre på hvad det er vi vil med karaktererne. Er der overhovedet brug for dem?

Lad os komme i gang med at gentænke den måde vi evaluerer de studerendes præstationer i uddannelsessystemet. Der er brug for radikal nytænkning. 

Kbh Uni i Ideologisk felttog mod fagbevægelsen

Direktionen på Københavns Universitet har meddelt at man ønsker at opsige en kutyme hvorefter medarbejderne har fri 1. maj. Det kan de gøre med passende varsel. Der er ikke noget overraskende i at man vil opsige en kutyme der ikke findes på de øvrige universiteter. Det der overrasker er universitetsdirektionens argumentation, og de fejl der ligger i varslingen til Hovedsamarbejdsudvalget.

Direktionens hovedargument er: “at KU i forhold til vores omverden må fremstå politisk neutralt og dermed ikke ønsker at sende det politiske statement som betalt frihed 1. maj giver,”

Dette er stærkt politiserende og helt uacceptabelt for en statslig institution. 1. maj er ikke en politisk begivenhed men en fejring af fagbevægelsen. Fagbevægelsen har, siden septemberforliget i 1899, været en afgørende og stabiliserende del af det danske arbejdsmarked. Det er også nødvendigt for universiteterne at kunne støtte sig til de aftaler og de ordnede forhold som fagforeningerne og overenskomsterne mellem staten og fagforeningerne giver.

KUs direktion demonstrerer med denne begrundelse et politisk ønske om at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel.
Universitetsdirektionens udmelding bidrager, qua begrundelsen, til et billede af en stat der med moderniseringsstyrelsen i spidsen opfører sig organisationsfjentligt med et tydeligt politisk sigte. Man vil gøre fagforeningerne til noget der ikke hører til på arbejdspladsen, og man vil underminere arbejdstagernes rettigheder.

Det går ikke!

Derudover skriver universitetsdirektionen at KU “ønsker en praksis, som er i overensstemmelse med gældende regler på området, hvorefter ”tjenestemænd og andre, som er beskæftiget i statens tjeneste, på begæring skal have adgang til fritagelse for arbejdet den 1. maj, i den udstrækning tjenesten tillader det”, jfr.cirkulære nr 80 af 16. april 1963”. Det er dette cirkulære, underskrevet af Jens Otto Kragh, der gælder på de andre universiteter.

Men! De skriver videre: “KU ønsker at lægge sig op ad Moderniseringsstyrelsens linje, hvorefter evt. bevilget frihed 1. maj sker for den ansattes egen regning.” I en fodnote skriver de “Der er ikke i cirkulæret taget stilling til, hvorvidt der skal ske løntræk mv. for den bevilgede frihed. Moderniseringsstyrelsen er dog af den opfattelse, at fritagelse for arbejdet den 1. maj sker uden løn, medmindre der på den enkelte institution måtte være praksis/kutyme for andet.”

Her er der igen tale om en meget aggressiv tilgang til virkeligheden. Og denne fortolkning er åbentlyst forkert. Når noget ikke er nævnt er det ofte fordi det er en selvfølge, eller fordi dets fravær ville være absurd.

En medarbejder i staten kan til enhver tid få selvbetalt fri hvis tjenesten tillader det. Cirkulæret ville derfor være absurd hvis den ønskede betydning var at medarbejderen selv skulle betale. Betydningen af Jens Otto Kraghs cirkulære er altså at man har ret til, med fuld løn, at tage til 1. maj møder osv. med mindre der er noget i tjenesten der umuliggør det. 

Jeg håber at der er forstandige folk i KUs ledelseslag der kan mane til besindighed i den her sag. Danmark har ikke råd til at afvikle det samarbejdende arbejdsmarked.

Se også:
https://www.forskeren.dk/koebenhavns-universitet-inddrager-1-maj-som-fridag/

Dahl og virkeligheden

Super fed underholdning at se Henrik Dahl i frontalangreb på eget parti

Det er åbenlyst at LAs projekt ikke er blevet fremmet af regeringsdeltagelsen, og at det ser ud som om de ikke har opnået noget. Det ser åbenlyst underligt ud at det er lederens søster der har været kulturminister, det er også ret tydeligt at Thyra Frank har været en underlig figur på posten som ældreminister. Det er især nemt at se alle fejlene i bakspejlet.

Historien virker plausibel fordi den narrative logik holder og fordi flere elementer svarer til en nogenlunde objektiv virkelighed. Og så matcher det godt med vores fordomme. 

Det bemærkelsesværdige er at Dahl konstruerer en historie hvor han fralægger sig sit eget ansvar så han kan stå udenfor som betragter samtidigt med at han påberåber sig førstehåndsviden. Dernæst maler han et billede af at det har været helt katastrofalt. Der har ingen resultater været, strategien har været totalt forfejlet og til grin, og ledelsen har været illegitim ved at konstruere et A-hold af venner og et B-hold af alle andre. Og Dahl har været tvunget til at holde kæft. Men nu er det nok!

Vi har set det før, fx i hans frontalangreb på den censorinstitution han selv var en del af på nogen af universiteterne. Henrik Dahl kunne den gang berette, at han havde deltaget i at slække på kravene og at han derfor var en førstehåndskilde til dårligdommen. Men han berettede ikke noget om hvorfor han ikke selv havde rapporteret dette i de obligatoriske evalueringsskemaer han selv havde udfyldt og sendt ind efter hver eksamen. I stedet fremmanede han et billede af at hele uddannelsesområder på universiteterne var kørt i sænk. Der var også den gang nogen skurke, som også i den sag var de folk der tog ansvar for at få den praktiske virkelighed til at fungere indenfor de rammer der nu en gang var. Også den gang opererede Dahl på et bagtæppe hvor mange kunne genkende elementer af hans historie og samtidigt var den samlede fortælling overdrevet og skudt helt ved siden af. 

Når vi er færdige med at måbe og grine, så vil jeg konstatere at det er Henrik Dahl i sin grundform vi har set.

Link: https://www.forskeren.dk/aaus-informatik-skandale-medie-akkreditering/

Omskæring som konkret historisk erfaring

Højskolemenneskerne Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus fra Rønshoved har i det seneste nummer af Højskolebladet (2019:1) forfattet en længere tekst vis budskab er, at højskole og kirke bør tage klart afstand fra et forbud mod religiøs omskæring.

Forfatterne skriver meget langt og akademiseret, men med prædikantens hang til karske fyndord. Teksten fremstår mere besværgende end egentligt argumenterende – desværre. Jeg må dog indrømme at jeg så heller ikke helt fx forstår hvorfor en pagthandling er indiskutabel. 

Forfatternes hovedargument synes at være, at fortalerne for et omskæringsforbud sætter abstrakte, universaliserede rettigheder over det konkrete kulturelt levede livs historiske erfaring. Rettighedstænkningen udpeges som totalitær, og som en egentlige aktuel trussel mod jøderne, der med et omskæringsforbud, ifølge forfatterne, reelt vil blive drevet ud af landet. Ifølge forfatterne er jøderne jøder fordi de omskærer deres drenge på 8. dagen – det er nok her pagthandlingen kommer ind i billedet.

Det ville have pyntet hvis teksten hvad været lidt mere historisk konkret frem for filosofisk generaliserende. Det er rigtigt, at mange forhudstilhængere støtter sig til universelle rettigheder som hovedargument for et forbud. Det er et tveægget sværd i debatten; argumentet er forståeligt og kommunikerbart, men hænger samtidigt på en konkret fortolkning af omfanget af det rettighedstab omskæringen medfører. Desuden umuliggør argumentet enhver form for debat.

Der er imidlertid også en anden vinkel på omskæringsmodstanden. 

Når forhuden betragtes som noget der blot kan bortskæres, så udtrykker det en bestemt opfattelse af mandens seksualitet. Manden skal ikke være følsom, men derimod voldsom og orienteret mod frugtbarhedsskabende ejakulation. Blidhed, ømhed, nærvær ses ikke som en del af mandens seksuelle repertoire. Derfor bliver omskæringsdiskussionen ofte mødt med latterliggørelse, som om forhud er noget af det mest komiske man kan forestille sig.  Forhudens funktion og værdi har været underbelyst og det samme har mandens seksualitet i almindelighed. 

Det siges at omskæring lige fra den historiske opkomst har været et middel til at begrænse mænds seksualdrift. Fraværet af forhud vanskeliggør masturbation, smerten ved indgrebet betyder at kønsorganet bliver forbundet med smerte. 

For mig udspringer ønsket om et forbud mod omskæring af umyndige drenge, af en kollektiv historisk erfaring, der handler om mænds seksualitet. Retten til egen forhud er ikke et abstrakt ønske, det er en ønske om at give konkrete mænd af kød og blod ret til, at udfolde deres seksualitet som andet end forplantning.

Som jeg ser det er det to forskellige historiske erfaringer der står overfor hinanden. Hvorvidt man kan være jøde uden at omskære sine børn ved jeg ikke noget om, men jeg mener ikke at der er nogen rimelighed i at vores samfunds lovgivning udpeger den mandelige penis’ følsomhed som betydningsløs.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Jeg vil anbefale at debattører på begge sider vender tilbage til den konkrete, politiske og kulturelle virkelighed. Vejen frem kunne fx være at anerkende begge de historiske erfaringer, jødepagten og den følsomme penis. Så kunne vi indføre et forbud, men med en mulighed for at jøder og andre kunne søge dispensation til at fortsætte deres pagthandling.

Et forbud med dispensationsmulighed vil muligvis være noget rod fra et juridisk og rettighedsmæssigt perspektiv. Det er i hvertfald den kommentar jeg har fået fra forbudstilhængere. Et andet modargument er at det ikke vil redde mange jødedrenges tissemænd hvis Det Jødiske Samfund bare kan søge dispensation.

Et forbud med dispensationsmulighed skal administreres konkret og alvorligt. De trossamfund der søger skal seriøst godtgøre, at omskæring af drengebørn er en nødvendig del af deres religiøse identitet. Dispensationer skal gives for en årrække på 2-3 år med mulighed for begrundet forlængelse 2-3 gange hvorefter der igen kan indsendes en fuld ansøgning om dispensation. Et forbud med dispensationsmulighed vil således give trossamfundene en mulighed for løbende vurdering af om omskæring som pagthandling stadig er så vigtig at man ønsker at praktisere den selvom den er forbudt i resten af samfundet.

Internationalt kan man håbe, at et dansk forbud med dispensationsmulighed vil inspirere fx nordamerikanske familier til at lade deres børn beholde forhuden selvom indtægtsbevidste børnelæger står i kø med skalpellerne.

På den korte bane vil et forbud med dispensationsmulighed først og fremmest være en anerkendelse forhudens betydning og af at mandens seksualitet idag ikke bare handler om rå forplantning. Det vil være en klar markering af at retten til kroppen i vores moderne samfund ikke bare er en abstrakt konstruktion, men et konkret erfaret grundvilkår. Kort sagt vil det være et vigtigt seksualpolitisk fremskridt.

ForældreIntra er ikke en væsentlig stressor!

For nogen tid siden nedsatte regeringen et stress-panel. Vigtigt, men desværre uden folk med faglig viden om stress. Og nu kommer det første udspil så fra denne gøglertrup: “Afskaf ForældreIntra”.

Forældreintra er IKKE en væsentlig stressor i børnefamiliers liv. Det kan godt være at ForældreIntra er grimt designet, men sikrer at forældrene får kommunikation fra skolen uden at skulle på arkæologiske ekspeditioner i skoletasker, gymnastikposer, jakkelommer og det der er værre for at finde fotokopierede sedler om vigtige begivenheder på skolen. Og især gør det muligt som skilsmisseforælder, at følge med på en nem måde uden at skulle køre e masse planlægning ift at få del de af sedlerne det lykkes at finde.

ForældreIntra gør det også nemt at melde sit barn sygt, at skrive meddelelser til en eller flere lærere om barnet. Og det er rigtigt praktisk at man hurtigt og effektivt kan blive orienteret om sine (teenage)børns fravær og begynde at arbejde med det (hvis det er et problem).

Med ForældreIntra har vi haft 1 samlet system som vi skulle forholde os til i den vigtige del af vores liv der var ungernes skolegang. Det er billigt sluppet, også selvom det tager en times tid at sætte sig ind i hvordan det virker.

Jeg vil ikke afvise at det nogen steder har været en plage at særligt emsige forældre har brugt ForældreIntra som platform for kampagner for mere spelt, slikfrie fødselsdage, eller hvad ved jeg. Men det er ikke ForældreIntras skyld, men et udslag af en dårlig kultur i forældregruppe. Det ville være et problem der skulle adresseres under alle omstændigheder.

ForældreIntra har været hadeobjekt i en stor og meget sammensat gruppe, strækkende sig fra Hella Joof-typer der hader alle former for fællesskab, over karrieremenesker der ikke vil bruge tid på deres børn med mindre de får brev bragt med kurer, til folk der bare principielt er imod offentlige IT-systemer.

Der er altså tale om ren populisme fra regeringens såkaldte stresspanel.

Tale ved March for Science, Aarhus 2018

(Aarhus, Bispetorv 22. april 2018)

I februar var jeg inviteret af SUVERÆN, en studenterforening på Statskundskab i København, til at diskutere med Peter Skaarup fra DF. Vi skulle diskutere forholdet mellem videnskab og politik. Det blev en interessant aften. Skaarups udgangspunkt var noget i stil med at man skal lade sine politiske holdninger styre af følelserne. Jeg er enig med Skaarup i, at videnskabelige resultater alene ikke kan forme et politisk synspunkt, men desværre er det ikke så enkelt som ham fremstillede det.

Lidt tidligere i februar havde Skaarups Partifælle, Martin Henriksen, leveret en eminent illustration af problemet. Henriksen havde foreslået at deltagelse i folkekirkelige højtider kunne være en definition på danskhed.  Tilforladeligt og gemytligt. Det er da en god ide, at lære noget om majoritetsbefolkningens tro og skikke. Så hvorfor ikke “slå et smut forbi” påskegudstjenesten for at se hvad det er for noget? Jeg kunne næsten høre mig selv give det samme velmenende råd til min nye kollega fra Skotland.

Det er imidlertid i bevægelsen fra løs ide til politisk forslag, at det bliver kompliceret. Nu ved jeg ikke hvad der er foregået ved Martin Henriksens skrivebord, men det tyder på at han ikke har inddraget videnskabelig viden, og at han ikke har ladet sig inspirere af processen i videnskabelig vidensproduktion.

Henriksen kunne have undersøgt hvad folk i almindelighed får ud af at komme ind i kirken når de ikke, som Henriksen selv, er en del af menigheden. Han kunne finde resultater der viste at folk ikke får noget ud af at “slå et smut forbi” hvis ikke de allerede er en del af menigheden. Han behøvede nok ikke at gå længere end til lærerbøgerne på første del af uddannelserne i religionsvidenskab, psykologi, sociologi m.fl. Henriksen kunne også have undersøgt baggrunden for grundlovens, og alle andre demokratiske forfatningers, meget stålsatte princip om religionsfrihed. Igen kunne lærebøgerne fra de indledende dele af statskundskab, filosofi, mfl have hjulpet. Og historikere kunne have hjulpet med aktuelle eksempler på hvad der sker hvis man undertrykker folks religion.

Desværre er det ofte sådan politikerne arbejder i disse år. Man slutter fra gemytlig indskydelse til lovforslag. Man siger ting der vinder genklang ved sofabordene, eller hos de interessegrupper man føler sig bedst betalt af; men man tager ikke ansvar for en analyse af hvad det egentlig er man foreslår.

Jeg vil dog sige, til Skaarups ros, at han er ærlig. I modsætning til mange andre politikere, inkl flere af dem der sidder i regering, så siger han lige ud, at videnskabelige resultater kan være ligegyldige, at nogen gange er følelsen eller særinteressen vigtigere i den politiske beslutning.

Tænk hvor meget enklere al ting havde været omkring Landbrugspakken, den såkaldte Gyllegate, hvis de involverede ministre havde sagt lige ud, at de var ligeglade med miljøet. Hvis de havde sagt at det vigtigste var at deres venner og støtter i landbruget fik bedre vilkår. Så havde vi undgået al den ballede om, at ministeriet havde forsøgt at presse forskerne. At man havde fordrejet forskningsresultaterne. At man havde indført dobbelt mundkur for forskerne. At man havde ført forligspartierne bag lyset ved at gennemtvinge en aftale på et ufuldstændigt grundlag. Og så videre.

Dagbladet Politiken offentliggjorde i februar en undersøgelse blandt de af mine kolleger der laver forskning for ministerierne rundt omkring på de danske universiteter. Blandt dem havde ca hver tiende oplevet at resultater blev forvanskede, og ca hver tiende  at opgaver var stillet så der kun kunne nås politisk opportune resultater.

På Aarhus Universitet har rektor igangsat en uafhængig undersøgelse for at få afdækket disse krænkelser af forskningsfriheden. Det er helt nødvendigt! Det undrer mig at de andre universiteter ikke gør noget lignende. Hvad der undrer mig endnu mere er, at den ansvarlige minister, altså Søren Pind, ikke straks har taget initiativ til en undersøgelse og en efterfølgende sikring af forskningsfriheden i forbindelse med universiteternes opgaver for ministerierne.

Vi har brug for nye mekanismer der kan beskytte forskningen mod politisk indblanding. Og vi har brug for en infrastruktur der forhindre at ministrene kan holde eksisterende videnskabelig information ude af den politiske proces.  I Dansk Magisterforening diskuterer vi, i  universitetslærerafdelingen, muligheden for fx at lave et åbent arkiv med alle de forskningsrapporter der laves for ministerier og lignende så journalister og andre slipper for at skulle søge akt-indsigt.

Det er ikke kun i forbindelse med forskningsbetjening af ministerierne, at det lovfæstede princip om forskningsfrihed er under pres. De unge forskeres lange forløb med usikre korttidsansættelser begrænser mulighederne for at udvikle en kritisk forskningsprofil der rækker ud i fremtiden.

Den anden store begrænsning af forskningsfriheden er, at forskningsfinancieringen i stigende grad består af midlertidige bevillinger fra staten eller fra private fonde, der med krav om forskning i ganske bestemte områder undergraver universiteternes langsigtede forskningshorisont.

Danmark har brug for mere ambitiøs forskningsfinansiering med fokus på basismidler. Og vi har brug for mere tryghed i ansættelsen for forskere på alle niveauer. Den nuværende udvikling peger i retning af en afvikling af Danmark som videnssamfund og det har Danmark ikke brug for.

Videnskaben er nødvendig hvis vi skal  sikre udvikling af velstand og velfærd.

Karl Popper sagde at den videnskabelige proces bestod af dristige gisninger og hårde gendrivelser, og det er vist meget præcist. Paul Feyerabend påpegede til gengæld at der ikke findes en særlig videnskabelig metode: ”Anything goes”.  Videnskaben består af mange forskellige vidensformer baseret på alt muligt, fra statistiske registerstudier over kontrollerede laboratorieeksperimenter til aktionsforskning og hermeneutiske tilgange. Det fælles er at videnskaben har autonomi forstået på den måde, at man gennem hård kritik og selvkritik i de videnskabelige samfund sikrer validitet. På samme måde er det grundlæggende at videnskaben er båret af åbenhed og gennemskuelighed – intet stikkes under stolen.

Politikerne må have tillid til, at videnskaben bedst kan medvirke positivt til samfundsudviklingen hvis de undgår politisk indblanding, men i stedet sikrer forskningens integritet gennem armslængde, gode ansættelsesforhold og stabilt høje grundbevillinger.

Forskerne skal ikke foreskrive samfundsudviklingen, det skal folket og politikerne. Men det der adskiller middelalderlige diktaturer fra oplyste demokratier er, at samfundsudviklingen er drevet frem og understøttet af videnskaben.

 

Tale ved halvspontan fakkelborg ved Rådhuset i Aarhus 10. april 2018

Kære venner

Vi står her, fordi forhandlingerne om en ny overenskomst på det offentlige område er brudt sammen. Arbejdsgiverne har blæst til storlockout.

Jeg er fællestillidsmand for akademikerne på Aarhus Universitet, og jeg er formand for universitetslærerne i Dansk Magisterforening. Jeg kommer fra en arbejdsplads hvor kollegerne ikke altid har gjort sig klart, at de er på en arbejdsplads. Men jeg skal hilse og sige, at det er ved at være klart for de fleste, at det store faglige engagement i arbejdet ikke alene kan drive værket. Der er ingen forskel på universitetet og alle andre offentlige arbejdspladser. Det er den samme budgetlægning, og de samme arbejdsgivere vi er oppe imod.

Løn og arbejdsvilkår er under pres i hele den offentlige sektor.

Vi hører fra de private arbejdsgivere, fra økonomer og fra statsministeren, at krisen er forbi. Nu går det fremad og vi kan forvente vækst og velstand.

Samtidigt kræver politikerne, at den offentlige sektor skal spare. De offentlige arbejdsgivere har lagt op til, at det handler om benhård udgiftsstyring.
Men samtidigt ser vi noget der kunne ligne et ideologisk projekt hos regeringen og de offentlige arbejdsgivere.
Man søger at svække de fælles løsninger.
Man søger at svække aftaleretten.
Regeringen har sagt tydeligt, at de ønsker løndannelsen individualiseret. De ønsker, at den enkelte medarbejder skal sidde nøgen overfor ledelsen og forhandle alene, med truslen om fyring hængende over hovedet.

Det er altså ikke kun den økonomiske ramme der er stridspunktet.

For mig er det fantastisk, at være en del af en samlet fagbevægelse, der nu står urokkeligt sammen. Vi har forstået, at vi på tværs af forskelligheder står over for den samme modpart. En modpart der presser os med de samme krav om afvikling.

Vi, offentligt ansatte og vores fagforeninger, stiller krav.
Vores krav et ikke ublu.
Vi stiller ikke krav om alt muligt nyt.
Vi stiller krav om respekt for den offentlige sektors værdi.
Vi stiller krav om respekt for det aftalesystem der i årtier har sikret et fredeligt arbejdsmarked i Danmark.

Den samlede danske fagbevægelse står sammen om tre krav – og det giver en styrke som modparten ikke havde regnet med.

Lønnen i de traditionelle kvindefag er for lav – det er uanset hvordan man sammenligner. Det skal rettes op, og det står vi sammen om.
Det er en simpel konsekvens af det princip om ligeløn som alle i Danmark vel er enige om.

Lærernes arbejdstid skal reguleres af en aftale – ikke af en lov. Det er ikke et nyt krav, det er bare et krav om respekt for de almindelige spilleregler på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi af med Lov 409.

Spisepausen burde ikke være et problem. Det er en konsekvens af vores overenskomster, at vi har ret til betalt spisepause. Men de offentlige arbejdsgivere har udenom overenskomstforhandlingerne sagt, at det respekterer de ikke. Derfor har vi været tvunget til at stille krav om noget vi allerede har.
Og det drejer sig ikke bare om den spisepause som de fleste offentligt ansatte alligevel ikke har tid til at holde. Det drejer sig også om, at en fjernelse af spisepausen på papiret giver en 7% besparelse på personalebudgetterne. Det er en fantasibesparelse, men hvis de omsætter den til budgetreduktion vil det betyde fyring af 7% af medarbejderne over en bred kam. Så bryder alt sammen.

Lønnen i den offentlige sektor er under pres. Vi bliver overhalet af den private lønudvikling. Løngabet vil vokse hvis der ikke sker noget nu. Vi stiller ikke krav om at vi skal være lønførende, vi vil bare følge med. Hvis løngabet vokser bliver den offentlige sektor et sekunda-arbejdsmarked. Det kan vi og resten af Danmark ikke være tjent med.

Vi står sammen!

Den tid er forbi, hvor de offentlige arbejdsgivere kunne jage os væk fra flokken og spise os, en faggruppe ad gangen. Vi er én samlet fagbevægelse.

Vi står sammen om ordentlige løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.

Herss’ usandheder om fagbevægelsens krav til OK18

(Et afvist læserbrev til Information – indsendt 28 marts 2018)

Som en klassisk Sykofant, spreder Erik Herss, i en kronik i Information 26/3, falske anklager mod den samlede fagbevægelses krav til de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Herss negligerer, at musketereden netop handler om de lavest lønnede – ikke bare løn. Akademikerne kræver fx ikke udligning af de offentligt ansatte akademikeres massive lønefterslæb i ift. den private sektor. Den samlede fagbevægelses eneste særkrav handler om de lavest lønnede i de traditionelle kvindefag.

Herss påstår, mod bedre vidende, at vi har en reguleringsordning der sikrer, at offentlige og private lønninger følges ad. Det er ikke rigtigt. Reguleringsordningen er en slags arbitragemodel der sikrer at de offentlige lønninger stiger mindre end de private. Stiger de offentlige mere i en periode bliver de reguleret 100% tilbage, hvorimod de kun reguleres op med 80% hvis de halter efter. For hver fluktuation sikrer reguleringsordningen øget lønefterslæb i den offentlige sektor.

Herss finder kampen mod loven om lærernes arbejdstid latterlig og usolidarisk og negligerer dermed at det er et fundamentalt princip, at arbejdstidsregler skal aftales, ikke lovreguleres. Det er principielt, når regeringen er på ideologisk felttog mod fagforeningerne og aftalesystemet.

Herss udpeger frokostpausen som et ikke-problem. Han taler mod bedre vidende, og benægter at arbejdsgiverne har til hensigt, gennem en kutymegørelse af frokostpausen, at få mulighed for at fjerne den.

Herss påstår, at det er er usolidarisk at yde konfliktlån i stedet for konfliktunderstøttelse. Det er også en løgn! Lånemodellen giver præcist den samme nettolønskompensation som almindelig konfliktunderstøttelse – også set over tilbagebetalingstiden. Lånemodellen er en teknisk finte der sikrere at konfliktfondene holder længere, og dermed øger vi muligheden for at fastholde den solidariske kamp.

Virkeligheden er, at en samlet fagbevægelse holder fast i, at aftalesystemet skal respekteres, og at enkelte grupper ikke skal jages væk fra flokken for at blive spist.

Hvordan kan en mand med den baggrund skrive så meget forkert på så lidt plads? Jeg har svært ved at gennemskue Herss’ motiver, virkeligt svært.

Danskhed opstår ikke ved kirkegang

Der er tilsyneladende ingen andre end DF selv, der er enig med Martin Henriksen i, at deltagelse i folkekirkelige højtider er en definition på danskhed. Det er godt, for som alle udenfor DF fremfører, så er religionsfrihed en hovedhjørnesten i dansk kultur og lovgivning.

Men når man læser Henriksens udtalelser, fx i Jyllandsposten, så lyder det meget tilforladeligt. Det er da en god ide at lære noget om majoritetsbefolkningens tro og skikke. Så hvorfor ikke “slå et smut forbi” påskegudstjenesten for at se hvad det er for noget? Jeg kan næsten høre mig selv give det samme venskabelige råd.

Der er dog to væsentlige årsager til at det ikke er noget godt “råd” Henriksen giver:

For det første lærer man ikke noget om danske skikke og det at være dansker, ved at gå i kirke til højtiderne. Man kommer ind, sætter sig på en bænk, synger sange, hører på hvad præsten siger, og så går man igen – alene. Man har egentlig ikke deltaget i noget. Og det præsten siger er, i de tilfælde hvor der er lidt kristen substans i det, overraskende for de fleste danske tilhørere, fordi det peger på en åndlighed der ikke ellers er i vores liv.
Nej, skal man lære noget om højtiderne i den danske majoritetskultur, så skal man fejre juleaften i en majoritetsdansk familie på godt og ondt; man skal deltage i en firmajulefrokost; man skal opleve julegaveræset indefra osv. Men alt det kan man ikke bare “slå et smut forbi” – man skal inviteres indenfor af nogen.

Det andet problem er, at Henriksen laver en glidning fra det nærmest venskabelige råd, til det absolutte danskhedskriterium. Det er desværre sådan, meget af DF’s tænkning foregår. Man slutter fra gemytlig indskydelse til lovforslag. Man siger ting der vinder genklang ved sofabordene, men tager ikke ansvar for en analyse af konsekvenserne. Henriksen foreslår gemytligt, at “slå et smut forbi” kirken, og hov det skal da være et krav. Men Henriksen overvejer ikke, at der sikkert er gode grunde til at vi har skrevet religionsfrihed ind i vores grundlov, og han overvejer tydeligvis heller ikke om man overhovedet kan lærer noget om Danmark, danskere, eller danskhed ved at gå i kirke.

Man kan med stor ret diskutere om manglende rammer, muligheder og krav har medvirket til, at der er nogle grupper af indvandrere, der har haft svært ved at blive en del af det danske samfund. Det er imidlertid også tydeligt, at de seneste års krav-retorik har fremmedgjort en del af de folk man har søgt at integrere.

Lad mig dog foreslå et nyt krav. Lad os kræve af de danske politikere, at de tager ansvar for en videre analyse af det de siger. Lad os kræve at de ikke bare siger ting der kan vinde genklang ude ved sofabordene, men at de også overvejer hvad den eventuelle effekt af det de siger, foreslår eller kræver kunne være.

Politik kan ikke udvikles ved sofabordene!

Ikke bare færre, men bedre

På forsiden af Weekendavisen den 11 maj lader undervisningsmister Merete Riisager sig interviewe om den igangsatte granskning af Gymnasieuddannelserne.

Som universitetslærer kan jeg kun glæde mig over at der bliver sat fokus på de kompetencer de studerende kommer med når vi får dem på universitetet. Riisagers forventning stemmer meget godt overens med hvad mange af mine kolleger giver udtryk for. Der ser ud til at der er sket en forringelse af gymnasieuddannelserne.

Derfor virker det banalt rigtigt når ministeren slår til lyd for at gymnasiet skal indrettes efter de kundskaber og kompetencer de studerende skal have når de starter på universitetet. Jeg kunne fortsætte listen og sige at de skal kunne matematik, de skal kunne læse selv og selvstædigt, og de skal kunne skrive godt og klart og skrive faglige pointer frem. De skal kunne læse faglige tekster og kommunikere på engelsk og gerne også andre sprog. De skal kunne arbejde selvstændigt med en faglig problemstilling, og de skal være i stand til selv at organisere deres studieaktiviteter, også sammen med andre studerende. Og det må også forventes at de er kildekritiske og formår at finde valid viden, kilder osv på egen hånd.

Kundskaber, dannelse og faglighed er, med Riisagers ord, kærneproduktet. Gymnasiet skal ikke være en højskole siger hun og fortsætter med at konstatere at der har været taget for meget udgangspunkt i de enkelte elever. Interviewet slutter med at Riisager siger at færre skal i gymnasiet.

Jeg har ingen klar mening om hvor mange der skal i gymnasiet, men et godt udgangspunkt kunne være, at dem der kan gennemføre uddannelsen og i øvrigt har lyst til det får muligheden. Derfor mener jeg at Riisager har det forkerte perspektiv når hun gør sig til talsmand for en hårdere sortering ved indgangen til gymnasiet.

Der er ingen modsætning mellem at have klare kompetencemål og at tage udgangspunkt i eleverne. Hvis læringsmålene skal nås, så er det vigtigt at anerkende, at mennesker udvikler sig ad kringlede stier og i spring. Dette gælder i indskolingen hvor eleverne er læringsparate på vidt forskellige tidspunkter. Eleven der er håbløst bagud med læsning i starten af første klasse, kan være helt på niveau i midten af anden. Sådan er det også i teenageårene, hvor hjernen som bekendt er under ombygning. Fra erfarne gymnasielærere ved jeg at der er en stor gruppe som virker ganske uegnede i 1.G men som vinde ind på stoffet og ender med ganske gode studentereksamener. Børns og unges udvikling foregår ikke i lineære spor, så man kan ikke entydigt forudsige en elevs studentereksamenskarakterer ud fra folkeskolekaraktererne.

Jeg håber, at den igangsatte granskning bliver nuanceret og ikke bare søger at underbygge politiske fordomme om feltet. Vi har brug for en gymnasiesektor der tør sige at formålet med en studentereksamen er at komme ind på universitetet. Herunder bliver det vigtigt at der bliver sat rammer op der ikke tilskynder de enkelte skoler til meningsløs profilering på tiltag der ikke har nogen reel betydning for elevernes videre uddannelse.

Det helt afgørende er imidlertid, at være opmærksom på at gymnasiet, ligesom de øvrige ungdomsuddannelser, skal udvikle eleverne med udgangspunkt i dem de er – også selvom vi bliver mere sikre på hvad læringsmålene er ved afslutningen af gymnasiet.