Tale ved March for Science, Aarhus 2018

(Aarhus, Bispetorv 22. april 2018)

I februar var jeg inviteret af SUVERÆN, en studenterforening på Statskundskab i København, til at diskutere med Peter Skaarup fra DF. Vi skulle diskutere forholdet mellem videnskab og politik. Det blev en interessant aften. Skaarups udgangspunkt var noget i stil med at man skal lade sine politiske holdninger styre af følelserne. Jeg er enig med Skaarup i, at videnskabelige resultater alene ikke kan forme et politisk synspunkt, men desværre er det ikke så enkelt som ham fremstillede det.

Lidt tidligere i februar havde Skaarups Partifælle, Martin Henriksen, leveret en eminent illustration af problemet. Henriksen havde foreslået at deltagelse i folkekirkelige højtider kunne være en definition på danskhed.  Tilforladeligt og gemytligt. Det er da en god ide, at lære noget om majoritetsbefolkningens tro og skikke. Så hvorfor ikke “slå et smut forbi” påskegudstjenesten for at se hvad det er for noget? Jeg kunne næsten høre mig selv give det samme velmenende råd til min nye kollega fra Skotland.

Det er imidlertid i bevægelsen fra løs ide til politisk forslag, at det bliver kompliceret. Nu ved jeg ikke hvad der er foregået ved Martin Henriksens skrivebord, men det tyder på at han ikke har inddraget videnskabelig viden, og at han ikke har ladet sig inspirere af processen i videnskabelig vidensproduktion.

Henriksen kunne have undersøgt hvad folk i almindelighed får ud af at komme ind i kirken når de ikke, som Henriksen selv, er en del af menigheden. Han kunne finde resultater der viste at folk ikke får noget ud af at “slå et smut forbi” hvis ikke de allerede er en del af menigheden. Han behøvede nok ikke at gå længere end til lærerbøgerne på første del af uddannelserne i religionsvidenskab, psykologi, sociologi m.fl. Henriksen kunne også have undersøgt baggrunden for grundlovens, og alle andre demokratiske forfatningers, meget stålsatte princip om religionsfrihed. Igen kunne lærebøgerne fra de indledende dele af statskundskab, filosofi, mfl have hjulpet. Og historikere kunne have hjulpet med aktuelle eksempler på hvad der sker hvis man undertrykker folks religion.

Desværre er det ofte sådan politikerne arbejder i disse år. Man slutter fra gemytlig indskydelse til lovforslag. Man siger ting der vinder genklang ved sofabordene, eller hos de interessegrupper man føler sig bedst betalt af; men man tager ikke ansvar for en analyse af hvad det egentlig er man foreslår.

Jeg vil dog sige, til Skaarups ros, at han er ærlig. I modsætning til mange andre politikere, inkl flere af dem der sidder i regering, så siger han lige ud, at videnskabelige resultater kan være ligegyldige, at nogen gange er følelsen eller særinteressen vigtigere i den politiske beslutning.

Tænk hvor meget enklere al ting havde været omkring Landbrugspakken, den såkaldte Gyllegate, hvis de involverede ministre havde sagt lige ud, at de var ligeglade med miljøet. Hvis de havde sagt at det vigtigste var at deres venner og støtter i landbruget fik bedre vilkår. Så havde vi undgået al den ballede om, at ministeriet havde forsøgt at presse forskerne. At man havde fordrejet forskningsresultaterne. At man havde indført dobbelt mundkur for forskerne. At man havde ført forligspartierne bag lyset ved at gennemtvinge en aftale på et ufuldstændigt grundlag. Og så videre.

Dagbladet Politiken offentliggjorde i februar en undersøgelse blandt de af mine kolleger der laver forskning for ministerierne rundt omkring på de danske universiteter. Blandt dem havde ca hver tiende oplevet at resultater blev forvanskede, og ca hver tiende  at opgaver var stillet så der kun kunne nås politisk opportune resultater.

På Aarhus Universitet har rektor igangsat en uafhængig undersøgelse for at få afdækket disse krænkelser af forskningsfriheden. Det er helt nødvendigt! Det undrer mig at de andre universiteter ikke gør noget lignende. Hvad der undrer mig endnu mere er, at den ansvarlige minister, altså Søren Pind, ikke straks har taget initiativ til en undersøgelse og en efterfølgende sikring af forskningsfriheden i forbindelse med universiteternes opgaver for ministerierne.

Vi har brug for nye mekanismer der kan beskytte forskningen mod politisk indblanding. Og vi har brug for en infrastruktur der forhindre at ministrene kan holde eksisterende videnskabelig information ude af den politiske proces.  I Dansk Magisterforening diskuterer vi, i  universitetslærerafdelingen, muligheden for fx at lave et åbent arkiv med alle de forskningsrapporter der laves for ministerier og lignende så journalister og andre slipper for at skulle søge akt-indsigt.

Det er ikke kun i forbindelse med forskningsbetjening af ministerierne, at det lovfæstede princip om forskningsfrihed er under pres. De unge forskeres lange forløb med usikre korttidsansættelser begrænser mulighederne for at udvikle en kritisk forskningsprofil der rækker ud i fremtiden.

Den anden store begrænsning af forskningsfriheden er, at forskningsfinancieringen i stigende grad består af midlertidige bevillinger fra staten eller fra private fonde, der med krav om forskning i ganske bestemte områder undergraver universiteternes langsigtede forskningshorisont.

Danmark har brug for mere ambitiøs forskningsfinansiering med fokus på basismidler. Og vi har brug for mere tryghed i ansættelsen for forskere på alle niveauer. Den nuværende udvikling peger i retning af en afvikling af Danmark som videnssamfund og det har Danmark ikke brug for.

Videnskaben er nødvendig hvis vi skal  sikre udvikling af velstand og velfærd.

Karl Popper sagde at den videnskabelige proces bestod af dristige gisninger og hårde gendrivelser, og det er vist meget præcist. Paul Feyerabend påpegede til gengæld at der ikke findes en særlig videnskabelig metode: ”Anything goes”.  Videnskaben består af mange forskellige vidensformer baseret på alt muligt, fra statistiske registerstudier over kontrollerede laboratorieeksperimenter til aktionsforskning og hermeneutiske tilgange. Det fælles er at videnskaben har autonomi forstået på den måde, at man gennem hård kritik og selvkritik i de videnskabelige samfund sikrer validitet. På samme måde er det grundlæggende at videnskaben er båret af åbenhed og gennemskuelighed – intet stikkes under stolen.

Politikerne må have tillid til, at videnskaben bedst kan medvirke positivt til samfundsudviklingen hvis de undgår politisk indblanding, men i stedet sikrer forskningens integritet gennem armslængde, gode ansættelsesforhold og stabilt høje grundbevillinger.

Forskerne skal ikke foreskrive samfundsudviklingen, det skal folket og politikerne. Men det der adskiller middelalderlige diktaturer fra oplyste demokratier er, at samfundsudviklingen er drevet frem og understøttet af videnskaben.

 

Share

Tale ved halvspontan fakkelborg ved Rådhuset i Aarhus 10. april 2018

Kære venner

Vi står her, fordi forhandlingerne om en ny overenskomst på det offentlige område er brudt sammen. Arbejdsgiverne har blæst til storlockout.

Jeg er fællestillidsmand for akademikerne på Aarhus Universitet, og jeg er formand for universitetslærerne i Dansk Magisterforening. Jeg kommer fra en arbejdsplads hvor kollegerne ikke altid har gjort sig klart, at de er på en arbejdsplads. Men jeg skal hilse og sige, at det er ved at være klart for de fleste, at det store faglige engagement i arbejdet ikke alene kan drive værket. Der er ingen forskel på universitetet og alle andre offentlige arbejdspladser. Det er den samme budgetlægning, og de samme arbejdsgivere vi er oppe imod.

Løn og arbejdsvilkår er under pres i hele den offentlige sektor.

Vi hører fra de private arbejdsgivere, fra økonomer og fra statsministeren, at krisen er forbi. Nu går det fremad og vi kan forvente vækst og velstand.

Samtidigt kræver politikerne, at den offentlige sektor skal spare. De offentlige arbejdsgivere har lagt op til, at det handler om benhård udgiftsstyring.
Men samtidigt ser vi noget der kunne ligne et ideologisk projekt hos regeringen og de offentlige arbejdsgivere.
Man søger at svække de fælles løsninger.
Man søger at svække aftaleretten.
Regeringen har sagt tydeligt, at de ønsker løndannelsen individualiseret. De ønsker, at den enkelte medarbejder skal sidde nøgen overfor ledelsen og forhandle alene, med truslen om fyring hængende over hovedet.

Det er altså ikke kun den økonomiske ramme der er stridspunktet.

For mig er det fantastisk, at være en del af en samlet fagbevægelse, der nu står urokkeligt sammen. Vi har forstået, at vi på tværs af forskelligheder står over for den samme modpart. En modpart der presser os med de samme krav om afvikling.

Vi, offentligt ansatte og vores fagforeninger, stiller krav.
Vores krav et ikke ublu.
Vi stiller ikke krav om alt muligt nyt.
Vi stiller krav om respekt for den offentlige sektors værdi.
Vi stiller krav om respekt for det aftalesystem der i årtier har sikret et fredeligt arbejdsmarked i Danmark.

Den samlede danske fagbevægelse står sammen om tre krav – og det giver en styrke som modparten ikke havde regnet med.

Lønnen i de traditionelle kvindefag er for lav – det er uanset hvordan man sammenligner. Det skal rettes op, og det står vi sammen om.
Det er en simpel konsekvens af det princip om ligeløn som alle i Danmark vel er enige om.

Lærernes arbejdstid skal reguleres af en aftale – ikke af en lov. Det er ikke et nyt krav, det er bare et krav om respekt for de almindelige spilleregler på arbejdsmarkedet. Derfor skal vi af med Lov 409.

Spisepausen burde ikke være et problem. Det er en konsekvens af vores overenskomster, at vi har ret til betalt spisepause. Men de offentlige arbejdsgivere har udenom overenskomstforhandlingerne sagt, at det respekterer de ikke. Derfor har vi været tvunget til at stille krav om noget vi allerede har.
Og det drejer sig ikke bare om den spisepause som de fleste offentligt ansatte alligevel ikke har tid til at holde. Det drejer sig også om, at en fjernelse af spisepausen på papiret giver en 7% besparelse på personalebudgetterne. Det er en fantasibesparelse, men hvis de omsætter den til budgetreduktion vil det betyde fyring af 7% af medarbejderne over en bred kam. Så bryder alt sammen.

Lønnen i den offentlige sektor er under pres. Vi bliver overhalet af den private lønudvikling. Løngabet vil vokse hvis der ikke sker noget nu. Vi stiller ikke krav om at vi skal være lønførende, vi vil bare følge med. Hvis løngabet vokser bliver den offentlige sektor et sekunda-arbejdsmarked. Det kan vi og resten af Danmark ikke være tjent med.

Vi står sammen!

Den tid er forbi, hvor de offentlige arbejdsgivere kunne jage os væk fra flokken og spise os, en faggruppe ad gangen. Vi er én samlet fagbevægelse.

Vi står sammen om ordentlige løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor.

Share

Herss’ usandheder om fagbevægelsens krav til OK18

(Et afvist læserbrev til Information – indsendt 28 marts 2018)

Som en klassisk Sykofant, spreder Erik Herss, i en kronik i Information 26/3, falske anklager mod den samlede fagbevægelses krav til de igangværende overenskomstforhandlinger på det offentlige område.

Herss negligerer, at musketereden netop handler om de lavest lønnede – ikke bare løn. Akademikerne kræver fx ikke udligning af de offentligt ansatte akademikeres massive lønefterslæb i ift. den private sektor. Den samlede fagbevægelses eneste særkrav handler om de lavest lønnede i de traditionelle kvindefag.

Herss påstår, mod bedre vidende, at vi har en reguleringsordning der sikrer, at offentlige og private lønninger følges ad. Det er ikke rigtigt. Reguleringsordningen er en slags arbitragemodel der sikrer at de offentlige lønninger stiger mindre end de private. Stiger de offentlige mere i en periode bliver de reguleret 100% tilbage, hvorimod de kun reguleres op med 80% hvis de halter efter. For hver fluktuation sikrer reguleringsordningen øget lønefterslæb i den offentlige sektor.

Herss finder kampen mod loven om lærernes arbejdstid latterlig og usolidarisk og negligerer dermed at det er et fundamentalt princip, at arbejdstidsregler skal aftales, ikke lovreguleres. Det er principielt, når regeringen er på ideologisk felttog mod fagforeningerne og aftalesystemet.

Herss udpeger frokostpausen som et ikke-problem. Han taler mod bedre vidende, og benægter at arbejdsgiverne har til hensigt, gennem en kutymegørelse af frokostpausen, at få mulighed for at fjerne den.

Herss påstår, at det er er usolidarisk at yde konfliktlån i stedet for konfliktunderstøttelse. Det er også en løgn! Lånemodellen giver præcist den samme nettolønskompensation som almindelig konfliktunderstøttelse – også set over tilbagebetalingstiden. Lånemodellen er en teknisk finte der sikrere at konfliktfondene holder længere, og dermed øger vi muligheden for at fastholde den solidariske kamp.

Virkeligheden er, at en samlet fagbevægelse holder fast i, at aftalesystemet skal respekteres, og at enkelte grupper ikke skal jages væk fra flokken for at blive spist.

Hvordan kan en mand med den baggrund skrive så meget forkert på så lidt plads? Jeg har svært ved at gennemskue Herss’ motiver, virkeligt svært.

Share

Danskhed opstår ikke ved kirkegang

Der er tilsyneladende ingen andre end DF selv, der er enig med Martin Henriksen i, at deltagelse i folkekirkelige højtider er en definition på danskhed. Det er godt, for som alle udenfor DF fremfører, så er religionsfrihed en hovedhjørnesten i dansk kultur og lovgivning.

Men når man læser Henriksens udtalelser, fx i Jyllandsposten, så lyder det meget tilforladeligt. Det er da en god ide at lære noget om majoritetsbefolkningens tro og skikke. Så hvorfor ikke “slå et smut forbi” påskegudstjenesten for at se hvad det er for noget? Jeg kan næsten høre mig selv give det samme venskabelige råd.

Der er dog to væsentlige årsager til at det ikke er noget godt “råd” Henriksen giver:

For det første lærer man ikke noget om danske skikke og det at være dansker, ved at gå i kirke til højtiderne. Man kommer ind, sætter sig på en bænk, synger sange, hører på hvad præsten siger, og så går man igen – alene. Man har egentlig ikke deltaget i noget. Og det præsten siger er, i de tilfælde hvor der er lidt kristen substans i det, overraskende for de fleste danske tilhørere, fordi det peger på en åndlighed der ikke ellers er i vores liv.
Nej, skal man lære noget om højtiderne i den danske majoritetskultur, så skal man fejre juleaften i en majoritetsdansk familie på godt og ondt; man skal deltage i en firmajulefrokost; man skal opleve julegaveræset indefra osv. Men alt det kan man ikke bare “slå et smut forbi” – man skal inviteres indenfor af nogen.

Det andet problem er, at Henriksen laver en glidning fra det nærmest venskabelige råd, til det absolutte danskhedskriterium. Det er desværre sådan, meget af DF’s tænkning foregår. Man slutter fra gemytlig indskydelse til lovforslag. Man siger ting der vinder genklang ved sofabordene, men tager ikke ansvar for en analyse af konsekvenserne. Henriksen foreslår gemytligt, at “slå et smut forbi” kirken, og hov det skal da være et krav. Men Henriksen overvejer ikke, at der sikkert er gode grunde til at vi har skrevet religionsfrihed ind i vores grundlov, og han overvejer tydeligvis heller ikke om man overhovedet kan lærer noget om Danmark, danskere, eller danskhed ved at gå i kirke.

Man kan med stor ret diskutere om manglende rammer, muligheder og krav har medvirket til, at der er nogle grupper af indvandrere, der har haft svært ved at blive en del af det danske samfund. Det er imidlertid også tydeligt, at de seneste års krav-retorik har fremmedgjort en del af de folk man har søgt at integrere.

Lad mig dog foreslå et nyt krav. Lad os kræve af de danske politikere, at de tager ansvar for en videre analyse af det de siger. Lad os kræve at de ikke bare siger ting der kan vinde genklang ude ved sofabordene, men at de også overvejer hvad den eventuelle effekt af det de siger, foreslår eller kræver kunne være.

Politik kan ikke udvikles ved sofabordene!

Share

Ikke bare færre, men bedre

På forsiden af Weekendavisen den 11 maj lader undervisningsmister Merete Riisager sig interviewe om den igangsatte granskning af Gymnasieuddannelserne.

Som universitetslærer kan jeg kun glæde mig over at der bliver sat fokus på de kompetencer de studerende kommer med når vi får dem på universitetet. Riisagers forventning stemmer meget godt overens med hvad mange af mine kolleger giver udtryk for. Der ser ud til at der er sket en forringelse af gymnasieuddannelserne.

Derfor virker det banalt rigtigt når ministeren slår til lyd for at gymnasiet skal indrettes efter de kundskaber og kompetencer de studerende skal have når de starter på universitetet. Jeg kunne fortsætte listen og sige at de skal kunne matematik, de skal kunne læse selv og selvstædigt, og de skal kunne skrive godt og klart og skrive faglige pointer frem. De skal kunne læse faglige tekster og kommunikere på engelsk og gerne også andre sprog. De skal kunne arbejde selvstændigt med en faglig problemstilling, og de skal være i stand til selv at organisere deres studieaktiviteter, også sammen med andre studerende. Og det må også forventes at de er kildekritiske og formår at finde valid viden, kilder osv på egen hånd.

Kundskaber, dannelse og faglighed er, med Riisagers ord, kærneproduktet. Gymnasiet skal ikke være en højskole siger hun og fortsætter med at konstatere at der har været taget for meget udgangspunkt i de enkelte elever. Interviewet slutter med at Riisager siger at færre skal i gymnasiet.

Jeg har ingen klar mening om hvor mange der skal i gymnasiet, men et godt udgangspunkt kunne være, at dem der kan gennemføre uddannelsen og i øvrigt har lyst til det får muligheden. Derfor mener jeg at Riisager har det forkerte perspektiv når hun gør sig til talsmand for en hårdere sortering ved indgangen til gymnasiet.

Der er ingen modsætning mellem at have klare kompetencemål og at tage udgangspunkt i eleverne. Hvis læringsmålene skal nås, så er det vigtigt at anerkende, at mennesker udvikler sig ad kringlede stier og i spring. Dette gælder i indskolingen hvor eleverne er læringsparate på vidt forskellige tidspunkter. Eleven der er håbløst bagud med læsning i starten af første klasse, kan være helt på niveau i midten af anden. Sådan er det også i teenageårene, hvor hjernen som bekendt er under ombygning. Fra erfarne gymnasielærere ved jeg at der er en stor gruppe som virker ganske uegnede i 1.G men som vinde ind på stoffet og ender med ganske gode studentereksamener. Børns og unges udvikling foregår ikke i lineære spor, så man kan ikke entydigt forudsige en elevs studentereksamenskarakterer ud fra folkeskolekaraktererne.

Jeg håber, at den igangsatte granskning bliver nuanceret og ikke bare søger at underbygge politiske fordomme om feltet. Vi har brug for en gymnasiesektor der tør sige at formålet med en studentereksamen er at komme ind på universitetet. Herunder bliver det vigtigt at der bliver sat rammer op der ikke tilskynder de enkelte skoler til meningsløs profilering på tiltag der ikke har nogen reel betydning for elevernes videre uddannelse.

Det helt afgørende er imidlertid, at være opmærksom på at gymnasiet, ligesom de øvrige ungdomsuddannelser, skal udvikle eleverne med udgangspunkt i dem de er – også selvom vi bliver mere sikre på hvad læringsmålene er ved afslutningen af gymnasiet.

Share

Tale ved March for Science

– Aarhus, Klostertorvet, 22 april 2017

Dansk Magisterforening yder væsentlig økonomisk støtte til March for Science i Danmark, fordi det er vigtigt at gøre opmærksom på at videnskab og viden er fundamentet for et demokratisk samfund, præget af fremskridt. Som Danmarks dominerende universitetslærerfagforening slutter vi op når der slås et slag for videnskaben. Det er jeg rigtigt glad for.

Og hvorfor står vi så her idag? Hvorfor står jeg her?

For 14 dage siden bragte Videnskab.dk nogle udtalelser af en trafikordfører, Christian Pihl Lorenzen, der ikke mente at der var belæg for at sige at højere hastighederne på motorvejene ville føre til flere dræbte. For mig var det meget rystende læsning.

»Jeg læser meget forskning og videnskab” sagde Pihl Lorentzen, ”og det er skam interessant, men det skal også kombineres med det virkelige liv. Nogle gange kan forskerne se tingene lidt for meget fra en osteklokke. Jeg har haft et langt liv på landevejene, og det er det, jeg bygger min opfattelse på,«

Ordføreren fortsætter med at sige at han godt kender til teorier om kinetisk energi osv, men antyder samtidigt at det jo ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men virkeligheden er lige netop, når forskerne undersøger den helt konkret ude på vejene, at højere hastighed betyder flere dræbte. Det bliver politikeren nødt til at anerkende – han kan ikke bare lave sine egne alternative fakta.

Pihl Lorentzen siger videre, i same interview, at forskerne må forstå at det er politikerne der bestemmer – at sådan er demokratiet. Og det har han ret i – det tror jeg ikke at nogen af mine forskerkolleger betvivler. Men politikerne bliver så nødt til selv at stå på mål for deres politik. Så må de sige ”vi ved godt at flere vil blive dræbt, men vi synes at det har stor værdi at man kan køre stærkere på motorvejene. Det er det vigtigste for os”. Det nytter ikke at de tror at de kan dække sig ind under hjemmelavede, eller forvrængede fakta.

Og jeg skal i øvrigt beklage at det lige er Pihl Lorentzen der bliver hængt ud her. Det kunne have været så mange andre hele vejen rundt i Folketinget, men eksemplet her er bare meget klart.

Det at forskning bliver forvrænget og misbrugt i en politiske forhandlinger oplevede vi også da nogle af de kolleger som jeg er fællestillidsmand for kom under pres i forbindelse med Landbrugspakken. Her havde ministeriet selv forandret de rapporter og konklusioner der var kommet fra forskerne og det brugte regeringen så som forskningsmæssigt grundlag for at lempe kravene til landbrugets udledning. Og man forsøgte at få forskerne til at undlade at komme med korrektioner ved at henvise til at de var kontraktmæssigt bundet til at vente med at udtale sig til efter at der var indgået forlig.

Man kan sige at det var en krænkelse af forskernes ytrings- og forskningsfrihed, og at det var synd for dem. Det var det bestemt også. Mange af dem havde det rigtigt skidt med det. Men det værste var effekten på den politiske beslutningsproces – betydningen for demokratiet. Det, at det fulde vidensgrundlag er tilgængeligt for alle i den politiske proces. Det er det der er forskellen på et oplyst demokrati og så en anden samfundsform som jeg stadig ikke ved hvad jeg skal kalde.
Fri forskning er ikke bare den enkelte forskers frihed til at lave hvad han vil. Nej, det handler i meget højere grad om retten, og pligten, til at råbe vagt i gevær. At korrigere politikernes udlægninger når det er nødvendigt.

Det er derfor positivt at der nu er blevet lavet en standardkontrakt mellem miljøministeriet og flere af universiteterne der sikrer at forskerne kan udtale sig om den forskning de har lavet som led i lovforberedende arbejde. Og i særdeleshed at de kan udtale sig inden der indgås bindende politiske aftaler.

Men det er ikke bare politikerne der i dagens Danmark fordrejer og underkender forskningens resultater. Vi ser for tiden en skræmmende bevægelse hvor flere og flere forældre vælger ikke at få deres børn vaccineret mod de meget alvorlige sygdomme, Mæslinger, Fåresyge og Røde hunde. Dermed udsætter de ikke bare deres egne men også andres børn for livsfare. Jeg har ikke forstået hvad der har startet denne bølge, men den er et tegn på det ikke bare er politikerne der sætter følelser og meninger over forskningsbaserede fakta.

Så det er altså ikke bare fordi, at USA har fået en ny præsident der vil lukke munden på de kritiske forskere, og i øvrigt opererer ved hjælp af alternative facts, at vi står her i dag.

Og så til det lidt mere kedelige (og måske forudsigelige).

Det er ikke bare lukkethed, forvrængning og underkendelse der er et problem for Danmark som videns- og faktabaseret samfund. Videnskab kræver, at vi investerer i og understøtter den frie forskning, så de gode ideer får mulighed for at blomstre – også selvom der ved første øjekast ikke kan tjenes penge på dem.
Det har afgørende betydning, at samfundet også tør investere i forskning, der rækker ud over den næste valgperiode, så vi hele tiden er på forkant med udviklingen og opnår resultater, der ikke kunne forudsiges eller beregnes på forhånd.

Derfor har vi brug for politisk mod og vilje til at satse på forskning, og her må staten – politikerne – altså blive mere ambitiøse. Der skal simpelthen flere penge til.
Med de sidste to finanslove og meldingerne om flere besparelser frem til 2020, bliver der sparet milliarder på forskning og uddannelse i Danmark. Det er uambitiøst, og det sætter Danmark tilbage.

En passende ambition ville i stedet være:
• at skrue op for midler til uddannelse
• at bruge 1,5 procent af det danske bruttonationalprodukt til forskning, herunder grundforskning.
• at give langt flere midler som basisbevillinger til universiteterne – det vil skabe arbejdsro og bedre resultater for samfundet.

Vores samfund bygger på viden – på videnskab.
Videnskab er en særlig proces der sikrer objektivitet, reproducerbarhed, gennemskuelighed.
Videnskab er ikke bare meninger og holdninger. Videnskab sætter os fri af traditionernes åg. Videnskab hjælper os i livtaget med naturen. Videnskab skaber frihed og rigdom.

Tak til alle jer, der er mødt op for at bakke op om videnskaben og et samfund baseret på fakta og viden.

Share

Første Maj

Der er i de senere år sat fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Ikke mindst på de statslige vidensarbejdspladser er den helt gal. Det er en helt reel bekymring at mennesker i tusindevis vil bukke under i invaliderende stress osv. Der bliver så småt gjort noget, men besparelsesrunder og almindelig intensivering af arbejdet trækker i den gale retning.

Men vi må ikke glemme det fysiske arbejdsmiljø – den fysiske nedslidning. Der er flere folk i min omgangskreds der i en alder omkring de 50 reelt er brændt ud. De har kroniske smerter, og er ude af stand til at arbejde. De er typisk ufaglærte, og har derfor svært ved at skifte til et job der ikke er fysisk nedslidende.

Der er ingen simple løsninger, men et stærkt arbejdstilsyn er en god start. Gode muligheder for omskoling under realistiske vilkår, og inden det begynder at gå galt, er et andet vigtigt element.

God første maj!

Share