Afskaffelse af tilbudsaviser kræver nye standarder for fairness og transparens på detail-området

Dansk Industri, Coop, Forbrugerrådet Tænk, Danmarks Naturfredningsforening og en række miljøorganisationer vil have lavet den eksisterende ordning hvor man kan fravælge reklamer, lavet om til en tilvalgsordning.

COOP har tidligere opfordret til et fuldstændigt forbud mod trykte tilbudsaviser. Klimaregnestykket er tydeligt: ”Hvert år bliver der trykt 84.000 tons tilbudsaviser i Danmark. For at gøre det, fælder vi flere end 300.000 træer årligt – det svarer til 336.000 tons C02.”

Dengang skrev COOP at de selv havde reduceret deres tilbudsaviser så meget de kunne uden at sende kunderne over til konkurrenterne. Derfor ville de have et generelt forbud. Det er der god fornuft i. Og man kunne godt spørge om tilbudsaviserne overhovedet er en fordel for detailhandelen generelt. Jeg ved ikke om der er lavet analyser af det, men for et par år siden kom det frem at det for detailhandelen i USA havde vist sig at være en kæmpe ulempe at holde Black Friday. Men butikkerne bliver ved med det fordi de ikke tør lade være. 

I 2012 sagde Heine Jørgensen fra mediefirmaet MEC i Berlingske at tilbudsavisen stadig var et godt og effektivt middel til at sælge mere[1]. Det er nok et forståeligt synspunkt fra en virksomhed der arbejder med den form for markedsføring, men spørgsmålet er om det stadig er en rigtig betragtning. Udviklingen går afsindigt stærkt og ifølge en artikel i Samvirke, 27. December 2018, er den trykte tilbudsavis også på vej ud[2].

En undersøgelse fra konkurrencestyrelsen[3] viste i 2011 at tilbudsaviserne gør varerne dyrere for forbrugerne fordi udgifterne til trykning kun kan ende et sted, nemlig på priserne. Uden tilbudsaviserne kunne vi altså have dagligvarer der var lidt billigere. 

Der er altså meget der taler for mindst en tilvalgsordning og helst et fuldstændigt forbud mod papirreklamer.

MEN! Jeg kan se to grupper som ikke vil have fordel af, at de trykte tilbudsaviser afskaffes. Det er de folk der ikke har internet og som samtidigt går meget systematisk efter at tage rundt i byen og købe netop de ting der er på tilbud. Det er nok især folkepensionister, men også gruppen af socialt udsatte med den allermest pressede økonomi[4]. Man kunne forestille sig at det ville være en fordel for hele gruppen af folkepensionister at priserne bare blev lavere og mere konsistente. Især når folk bliver så affældige at de ikke længere kan gennemskue tilbuddene og i øvrigt heller ikke har reel mulighed for at tage rundt efter dem. I forhold til de mest socialt udsatte, er det i sig selv tragisk at tilbudsaviserne skal være et middel til overlevelse.  

Jeg har ikke lavet en egentlig litteratursøgning på tilbudsavisernes betydning for disse to grupper. 

For mig at se er der en række vigtige hensyn at tage i forhold til en strammet lovgivning på markedsføringsområdet. Det handler ikke bare om at komme af med klimabelastningen fra de trykte tilbudsaviser, men også om at sikre et transparent marked. Og det handler om at fremme forbrugermønstre med mindst mulig klimabelastning. Der er også et relevant hensyn at tage til at der fortsat er detailhandel i lokalområder, og lokal adgang til billige indkøb ikke bare for pensionister og socialt udsatte men for alle. 

Jeg læser aldrig tilbudsaviser men jeg køber en meget stor del af mine dagligvarer på tilbud. Jeg tager en runde i supermarkedet og ser hvad der er på tilbud i de kategorier jeg skal købe, og så vælger jeg ud fra det der er på tilbud og det der ser godt ud. Ofte har mit lokale supermarked meget lave priser på varer der er lige ved at være for gamle. Disse tilbud sikrer at varerne faktisk bliver spist, og de giver folk med få penge mulighed for at købe billigere. 

Men hvad kommer der så til at ske når de trykte tilbudsaviser forsvinder?

Vi kan allerede se tendenserne i internethandelen. Målrettede tilbud og målrettede priser der ikke nødvendigvis er gennemskuelige. En af de nye tendenser er fx forbrugerklubber der så får målrettede tilbud. Det medvirker ikke til et mere gennemskueligt marked eller lavere priser i almindelighed. Generelt kan man sige at tilbuddene bliver endnu mere uigennemskuelig når de bliver digitale[5].

Jeg gætter på at det ikke er pensionister på målrettet tilbudsjagt man laver personificerede digitale tilbud til.

Det er rigtigt fint med de aktuelle tiltag for at reducere de trykte tilbudsaviser. Det der er brug for er imidlertid nogen langt mere gennemgribende initiativer i retning af gennemskuelige detailpriser, og en sikring af lokal detailhandel når den personificerede markedsføring på nettet sætter ind. 

Skån miljøet men lad ikke de mest udsatte betale prisen.


[1] https://www.berlingske.dk/virksomheder/tilbudsavisen-skaber-salg

[2] https://samvirke.dk/artikler/danskerne-elsker-tilbudsaviser

[3] https://www.berlingske.dk/virksomheder/tilbudsaviser-goer-dine-dagligvarer-dyrere

[4] uden for nummer, 9:17 Dansk Socialrådgiverforening, 2008

[5] https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/farvel-og-tak-til-papir-tilbudsavisen-bliver-snart-din-digitale-butler/7298340

Valg i DM!

Medlemmer af DM – din akademiske fagforening, fik i mandags mail om at valget til hovedbestyrelsen og sektorbestyrelserne er åbent.

Jeg genopstiller selv til hovedbestyrelsen og vil selvfølgelig opfordre alle til at stemme på mig. Jeg er kandidat for universitetslisten (se links nedenfor).

Jeg arbejder jeg for, at DM har et stærkt fokus på Danmark som videnssamfund. For tiden er forskningsfriheden og økonomien under pres. DM skal styrke sin position som den relevante akademikerfagforening på et arbejdsmarked der bliver mere internationalt, og hvor arbejdsvilkår konstant er til debat. Helt konkret har jeg på så vel Aarhus Universitet hvor jeg er fælles TR og i Akademikerne, arbejdet for at forbedre rammerne for timelærerne, men i høj grad også for de kolleger der sidder i midlertidige stillinger som fx postdoc.

En stigende andel af de kandidater vi uddanner indenfor de traditionelle DM fag (humaniora og naturvidenskab) vil i de kommende år skulle finde beskæftigelse i den private sektor. Derfor skal DM styke indsatsen og relevansen i forhold til det private arbejdsmarked. Jeg arbejder også for en mere samlet og stærkere akademikerfagbevægelse. Kun sammen er vi stærke.

Og så arbejder jeg for at DM skal være synlig i hele landet. Det skal være muligt at deltage aktivt i fagforeningen uanset hvor man bor.

Stem allerede idag! Valget slutter 18. november. Og tag din DM kolleger med til valget.

Læs mere om universitetslisten her: http://dmuni.dk

Du kan se kandidaterne til DM Universitetslisten her: https://candidacy1.assembly-voting.com/dm…/parties/93

Stem med NemID her: https://nemid.assembly-voting.com/dm_valg_21

Farvel til de reaktionære

Begrebet reaktionær har fornyet relevans i disse år hvor højrefløjen og nationalisterne er blevet ømskindede og krænkelsesparate, og fx Konservative Studerende på Københavns Universitet har gået til valg på sloganet ”Nej til Identitetspolitik!”. 

I 70erne paraderede Erhard Jakobsen som fortaler for den almindelige mand der gik på arbejde og betalte skat og sad ved sit kakkelbord og drak kaffe som hans kone havde lavet til ham. Og den almindelige mand ville, ifølge Erhard, gerne se show med Otto Leisner, men ikke programmer med Jesper Klein og andre røde lejesvende. Og særligt galt var det med pædagoger på røde vinger, og profeter med briller, skæg og hår. Men i mange familier blev konen træt af at sætte frisklavet kaffe på kakkelbordet, og så tog hun en uddannelse som pædagog. Og ofte mødte hun en mand med skæg og hår der var mere interessant end ham med kakkelbordet. Og manden ved kakkelbordet havde måske allerede fundet ud af at han hellere ville bygge en vindmølle sammen med nogen andre; så han havde sagt sit job på B&W op og solgt bilen og slukket for Otto Leisner. Og måske havde han opdaget at samlivet med konen var så elendigt fordi han kun var seksuelt tiltrukket af mænd. 

Erhard talt i virkeligheden ikke FOR nogen. Han talte IMOD alle dem der ville noget andet; alle dem der rejste sig fra kakkelbordet og solgte bilen, alle dem der ville finde sig selv og insisterede på at blive lykkelige. 

Det er den samme reaktion vi ser i dag hos den krænkede højrefløj. Jeg håber at de reaktionære får mere modspil i den offentlige debat i 2020 så vi kan komme tilbage på sporet af et samfund der er præget af frihed og ligeværd.  

Bliver det nu akademikernes tur?

Husker I OK13? I hele opspillet frem til overenskomsforhandlingerne havde den socialdemokratiske regering med hjælp fra KL kørt en massiv hetz mod folkeskolelærerne, der blev skældt ud for at være dovne og inkompetente. Man havde systematisk benyttet sig af de fleste danskeres traumer fra skoletiden til at skabe en stemning hvor det ville være okay af køre lærerne over i et lovindgreb. Lovindgrebet i lærernes arbejdstidsaftale var nødvendigt for at finansiere en folkeskolereform med heldagsskole, en reform der var dårligt dokumenteret og som, har det vist sig, førte til et dokumentationshelvede der nedbryder faglighed og arbejdsglæde i folkeskolen. Det var lærerne der skulle betale reformen. Først blev de lockoutede og derefter kom lovindgrebet. Regeringen sejrede ikke stort i den offentlige debat, men lovindgrebet gælder stadig.

Nu er Socialdemokraterne tilbage i regeringskontorerne med støtte fra EL, SF og R. Og minsandten om ikke man straks er gået i gang med at dæmonisere en ny faggruppe. Denne gang er det universiteterne og akademikerne der er udset til at blive pelset. Sigtet er muligvis lidt bredere denne gang, for det handler ikke bare om arbejdstid men om nyuddannedes rettigheder, bevillinger til universiteterne osv. Derfor kører regeringen og dens håndlangere, ingen nævnt ingen glemt, afsted med løgne om dovne arbejdsløse akademikere, om akademisk pseudoarbejde, om fejluddannede, om dovne studerende osv.

Hensigten er tydelig. Man vil skære ned på videregående uddannelser, man vil reducere de højt uddannedes sociale rettigheder. Formentlig vil vi I OK21 se en aggressiv modpart der vil fjerne centralt aftalte tillæg, fjerne fridage og forringe reallønnen for akademikerne i den offentlige sektor. Det ser ud til at regeringen forsøger at skabe en stemning i befolkningen for massive forringelser for offentligt ansatte akademikere og en afvikling af Danmark som videnssamfund.

Fodnote:
Se relateret kommentar i Magisterbladet: “Redaktøren: Magtelitens kritik af humaniora er forfejlet. Virksomhederne skovler humanister ind”

Mod et enklere karaktersystem på de videregående uddannelser

Maja Bodekær Black taler i Studenterbloggen på Magisterbladet for et forenklet karaktersystem der kun har karaktererne ”Ikke bestået”, ”bestået” og ”bestået med udmærkelse”. Det er fornuftige tanker som stemmer overens med min erfaring som underviser og censor på danske universiteter. Forslaget er en forfriskende modgift til alle de romantiserende indlæg og opslag fra kolleger der savner karakterer mellem 7 og 10 eller som synes at det er et tab at vi ikke længere kan belønne dem der ligner os selv allermest med et 13-tal. 

Min erfaring er at hovedproblemet i det nuværende karaktersystem, at højeste karakter gives for indløsning af alle eksamensmål og at der så tælles ned derfra. Det er sådan set nemt nok at arbejde med, men man kommer for tit til at sidde med en usikkerhed på om præstationen egentlig rammer det niveau man gerne ville have. 

Vi mangler en beskrivelse af hvad det er for en præstation vi vil have, at den studerende mindst skal kunne levere for at bestå kurset. I tillæg til sådan en basis-niveau-beskrivelse skal der selvfølgelig stadig være en beskrivelse af de mål de studerende skulle kunne nå i den bedste af alle verdener, eller sagt med andre ord, det vi ønsker os at de studerende kan nå at lære hvis det går rigtigt godt. Det sidst kan godt være formuleret i en blanding af konkrete mål og mere abstrakte beskrivelser af hvad det er for en slags fagpersoner man gerne vil uddanne. Kort sagt. Vi skal have en beskrivelse af hvad der skal til for at få karakteren bestået. Det bør være udgangspunktet.

Konsekvensen af sådan et karaktersystem vil være et forandret universitet hvor fokus bliver på at løfte alle de studerende til det ønskede niveau. Det vil efter min mening være positivt fordi det vil blive mindre konkurrencebetonet. Samtidigt vil det også betyde at det bliver sværere at skrabe sig igennem – måske er det også godt nok.

Maja Bodekær Black forslår at der skal være 3 karakterer, men hvorfor egentlig? Er det ikke fuldt tilstrækkeligt med karaktererne bestået og ikke-bestået hvis man så til gengæld giver ordentlig mundtlig feedback?

Hvis der skal være en særlig karakter for det fremragende kan man også overveje om der skal være andre karakterer der beskriver mere end det beståede. I praksis er der kurser hvor det kan være acceptabelt at studerende ikke når helt i mål. Det kunne fx være mindre støttediscipliner hvor de studerende ikke kan undgå at lære det selv senere. Eller det kunne være første modul af en række. Så i tillæg til karaktererne bestået, ikke-bestået og bestået-med-udmærkelse kunne der til nogen eksamener være karakteren ”bestået med alvorlige mangler”. 

Skal vi have et velfungerende karaktersystem skal det tage udgangspunkt i at vi beskriver det niveau som vi mener at alle de studerende på uddannelsen med rimelighed kan nå. Det er den afgørende udfordring.

Uanset hvordan vi får reformeret karaktersystemet, så skal vi være opmærksomme på at det at få en karakter ikke er god feedback. En karakter vil altid komme til at overskygge den kvalitative feedback vi giver. Derfor skal vi være helt sikre på hvad det er vi vil med karaktererne. Er der overhovedet brug for dem?

Lad os komme i gang med at gentænke den måde vi evaluerer de studerendes præstationer i uddannelsessystemet. Der er brug for radikal nytænkning. 

Kbh Uni i Ideologisk felttog mod fagbevægelsen

Direktionen på Københavns Universitet har meddelt at man ønsker at opsige en kutyme hvorefter medarbejderne har fri 1. maj. Det kan de gøre med passende varsel. Der er ikke noget overraskende i at man vil opsige en kutyme der ikke findes på de øvrige universiteter. Det der overrasker er universitetsdirektionens argumentation, og de fejl der ligger i varslingen til Hovedsamarbejdsudvalget.

Direktionens hovedargument er: “at KU i forhold til vores omverden må fremstå politisk neutralt og dermed ikke ønsker at sende det politiske statement som betalt frihed 1. maj giver,”

Dette er stærkt politiserende og helt uacceptabelt for en statslig institution. 1. maj er ikke en politisk begivenhed men en fejring af fagbevægelsen. Fagbevægelsen har, siden septemberforliget i 1899, været en afgørende og stabiliserende del af det danske arbejdsmarked. Det er også nødvendigt for universiteterne at kunne støtte sig til de aftaler og de ordnede forhold som fagforeningerne og overenskomsterne mellem staten og fagforeningerne giver.

KUs direktion demonstrerer med denne begrundelse et politisk ønske om at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel.
Universitetsdirektionens udmelding bidrager, qua begrundelsen, til et billede af en stat der med moderniseringsstyrelsen i spidsen opfører sig organisationsfjentligt med et tydeligt politisk sigte. Man vil gøre fagforeningerne til noget der ikke hører til på arbejdspladsen, og man vil underminere arbejdstagernes rettigheder.

Det går ikke!

Derudover skriver universitetsdirektionen at KU “ønsker en praksis, som er i overensstemmelse med gældende regler på området, hvorefter ”tjenestemænd og andre, som er beskæftiget i statens tjeneste, på begæring skal have adgang til fritagelse for arbejdet den 1. maj, i den udstrækning tjenesten tillader det”, jfr.cirkulære nr 80 af 16. april 1963”. Det er dette cirkulære, underskrevet af Jens Otto Kragh, der gælder på de andre universiteter.

Men! De skriver videre: “KU ønsker at lægge sig op ad Moderniseringsstyrelsens linje, hvorefter evt. bevilget frihed 1. maj sker for den ansattes egen regning.” I en fodnote skriver de “Der er ikke i cirkulæret taget stilling til, hvorvidt der skal ske løntræk mv. for den bevilgede frihed. Moderniseringsstyrelsen er dog af den opfattelse, at fritagelse for arbejdet den 1. maj sker uden løn, medmindre der på den enkelte institution måtte være praksis/kutyme for andet.”

Her er der igen tale om en meget aggressiv tilgang til virkeligheden. Og denne fortolkning er åbentlyst forkert. Når noget ikke er nævnt er det ofte fordi det er en selvfølge, eller fordi dets fravær ville være absurd.

En medarbejder i staten kan til enhver tid få selvbetalt fri hvis tjenesten tillader det. Cirkulæret ville derfor være absurd hvis den ønskede betydning var at medarbejderen selv skulle betale. Betydningen af Jens Otto Kraghs cirkulære er altså at man har ret til, med fuld løn, at tage til 1. maj møder osv. med mindre der er noget i tjenesten der umuliggør det. 

Jeg håber at der er forstandige folk i KUs ledelseslag der kan mane til besindighed i den her sag. Danmark har ikke råd til at afvikle det samarbejdende arbejdsmarked.

Se også:
https://www.forskeren.dk/koebenhavns-universitet-inddrager-1-maj-som-fridag/

Dahl og virkeligheden

Super fed underholdning at se Henrik Dahl i frontalangreb på eget parti

Det er åbenlyst at LAs projekt ikke er blevet fremmet af regeringsdeltagelsen, og at det ser ud som om de ikke har opnået noget. Det ser åbenlyst underligt ud at det er lederens søster der har været kulturminister, det er også ret tydeligt at Thyra Frank har været en underlig figur på posten som ældreminister. Det er især nemt at se alle fejlene i bakspejlet.

Historien virker plausibel fordi den narrative logik holder og fordi flere elementer svarer til en nogenlunde objektiv virkelighed. Og så matcher det godt med vores fordomme. 

Det bemærkelsesværdige er at Dahl konstruerer en historie hvor han fralægger sig sit eget ansvar så han kan stå udenfor som betragter samtidigt med at han påberåber sig førstehåndsviden. Dernæst maler han et billede af at det har været helt katastrofalt. Der har ingen resultater været, strategien har været totalt forfejlet og til grin, og ledelsen har været illegitim ved at konstruere et A-hold af venner og et B-hold af alle andre. Og Dahl har været tvunget til at holde kæft. Men nu er det nok!

Vi har set det før, fx i hans frontalangreb på den censorinstitution han selv var en del af på nogen af universiteterne. Henrik Dahl kunne den gang berette, at han havde deltaget i at slække på kravene og at han derfor var en førstehåndskilde til dårligdommen. Men han berettede ikke noget om hvorfor han ikke selv havde rapporteret dette i de obligatoriske evalueringsskemaer han selv havde udfyldt og sendt ind efter hver eksamen. I stedet fremmanede han et billede af at hele uddannelsesområder på universiteterne var kørt i sænk. Der var også den gang nogen skurke, som også i den sag var de folk der tog ansvar for at få den praktiske virkelighed til at fungere indenfor de rammer der nu en gang var. Også den gang opererede Dahl på et bagtæppe hvor mange kunne genkende elementer af hans historie og samtidigt var den samlede fortælling overdrevet og skudt helt ved siden af. 

Når vi er færdige med at måbe og grine, så vil jeg konstatere at det er Henrik Dahl i sin grundform vi har set.

Link: https://www.forskeren.dk/aaus-informatik-skandale-medie-akkreditering/

Omskæring som konkret historisk erfaring

Højskolemenneskerne Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus fra Rønshoved har i det seneste nummer af Højskolebladet (2019:1) forfattet en længere tekst vis budskab er, at højskole og kirke bør tage klart afstand fra et forbud mod religiøs omskæring.

Forfatterne skriver meget langt og akademiseret, men med prædikantens hang til karske fyndord. Teksten fremstår mere besværgende end egentligt argumenterende – desværre. Jeg må dog indrømme at jeg så heller ikke helt fx forstår hvorfor en pagthandling er indiskutabel. 

Forfatternes hovedargument synes at være, at fortalerne for et omskæringsforbud sætter abstrakte, universaliserede rettigheder over det konkrete kulturelt levede livs historiske erfaring. Rettighedstænkningen udpeges som totalitær, og som en egentlige aktuel trussel mod jøderne, der med et omskæringsforbud, ifølge forfatterne, reelt vil blive drevet ud af landet. Ifølge forfatterne er jøderne jøder fordi de omskærer deres drenge på 8. dagen – det er nok her pagthandlingen kommer ind i billedet.

Det ville have pyntet hvis teksten hvad været lidt mere historisk konkret frem for filosofisk generaliserende. Det er rigtigt, at mange forhudstilhængere støtter sig til universelle rettigheder som hovedargument for et forbud. Det er et tveægget sværd i debatten; argumentet er forståeligt og kommunikerbart, men hænger samtidigt på en konkret fortolkning af omfanget af det rettighedstab omskæringen medfører. Desuden umuliggør argumentet enhver form for debat.

Der er imidlertid også en anden vinkel på omskæringsmodstanden. 

Når forhuden betragtes som noget der blot kan bortskæres, så udtrykker det en bestemt opfattelse af mandens seksualitet. Manden skal ikke være følsom, men derimod voldsom og orienteret mod frugtbarhedsskabende ejakulation. Blidhed, ømhed, nærvær ses ikke som en del af mandens seksuelle repertoire. Derfor bliver omskæringsdiskussionen ofte mødt med latterliggørelse, som om forhud er noget af det mest komiske man kan forestille sig.  Forhudens funktion og værdi har været underbelyst og det samme har mandens seksualitet i almindelighed. 

Det siges at omskæring lige fra den historiske opkomst har været et middel til at begrænse mænds seksualdrift. Fraværet af forhud vanskeliggør masturbation, smerten ved indgrebet betyder at kønsorganet bliver forbundet med smerte. 

For mig udspringer ønsket om et forbud mod omskæring af umyndige drenge, af en kollektiv historisk erfaring, der handler om mænds seksualitet. Retten til egen forhud er ikke et abstrakt ønske, det er en ønske om at give konkrete mænd af kød og blod ret til, at udfolde deres seksualitet som andet end forplantning.

Som jeg ser det er det to forskellige historiske erfaringer der står overfor hinanden. Hvorvidt man kan være jøde uden at omskære sine børn ved jeg ikke noget om, men jeg mener ikke at der er nogen rimelighed i at vores samfunds lovgivning udpeger den mandelige penis’ følsomhed som betydningsløs.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Jeg vil anbefale at debattører på begge sider vender tilbage til den konkrete, politiske og kulturelle virkelighed. Vejen frem kunne fx være at anerkende begge de historiske erfaringer, jødepagten og den følsomme penis. Så kunne vi indføre et forbud, men med en mulighed for at jøder og andre kunne søge dispensation til at fortsætte deres pagthandling.

Et forbud med dispensationsmulighed vil muligvis være noget rod fra et juridisk og rettighedsmæssigt perspektiv. Det er i hvertfald den kommentar jeg har fået fra forbudstilhængere. Et andet modargument er at det ikke vil redde mange jødedrenges tissemænd hvis Det Jødiske Samfund bare kan søge dispensation.

Et forbud med dispensationsmulighed skal administreres konkret og alvorligt. De trossamfund der søger skal seriøst godtgøre, at omskæring af drengebørn er en nødvendig del af deres religiøse identitet. Dispensationer skal gives for en årrække på 2-3 år med mulighed for begrundet forlængelse 2-3 gange hvorefter der igen kan indsendes en fuld ansøgning om dispensation. Et forbud med dispensationsmulighed vil således give trossamfundene en mulighed for løbende vurdering af om omskæring som pagthandling stadig er så vigtig at man ønsker at praktisere den selvom den er forbudt i resten af samfundet.

Internationalt kan man håbe, at et dansk forbud med dispensationsmulighed vil inspirere fx nordamerikanske familier til at lade deres børn beholde forhuden selvom indtægtsbevidste børnelæger står i kø med skalpellerne.

På den korte bane vil et forbud med dispensationsmulighed først og fremmest være en anerkendelse forhudens betydning og af at mandens seksualitet idag ikke bare handler om rå forplantning. Det vil være en klar markering af at retten til kroppen i vores moderne samfund ikke bare er en abstrakt konstruktion, men et konkret erfaret grundvilkår. Kort sagt vil det være et vigtigt seksualpolitisk fremskridt.

ForældreIntra er ikke en væsentlig stressor!

For nogen tid siden nedsatte regeringen et stress-panel. Vigtigt, men desværre uden folk med faglig viden om stress. Og nu kommer det første udspil så fra denne gøglertrup: “Afskaf ForældreIntra”.

Forældreintra er IKKE en væsentlig stressor i børnefamiliers liv. Det kan godt være at ForældreIntra er grimt designet, men sikrer at forældrene får kommunikation fra skolen uden at skulle på arkæologiske ekspeditioner i skoletasker, gymnastikposer, jakkelommer og det der er værre for at finde fotokopierede sedler om vigtige begivenheder på skolen. Og især gør det muligt som skilsmisseforælder, at følge med på en nem måde uden at skulle køre e masse planlægning ift at få del de af sedlerne det lykkes at finde.

ForældreIntra gør det også nemt at melde sit barn sygt, at skrive meddelelser til en eller flere lærere om barnet. Og det er rigtigt praktisk at man hurtigt og effektivt kan blive orienteret om sine (teenage)børns fravær og begynde at arbejde med det (hvis det er et problem).

Med ForældreIntra har vi haft 1 samlet system som vi skulle forholde os til i den vigtige del af vores liv der var ungernes skolegang. Det er billigt sluppet, også selvom det tager en times tid at sætte sig ind i hvordan det virker.

Jeg vil ikke afvise at det nogen steder har været en plage at særligt emsige forældre har brugt ForældreIntra som platform for kampagner for mere spelt, slikfrie fødselsdage, eller hvad ved jeg. Men det er ikke ForældreIntras skyld, men et udslag af en dårlig kultur i forældregruppe. Det ville være et problem der skulle adresseres under alle omstændigheder.

ForældreIntra har været hadeobjekt i en stor og meget sammensat gruppe, strækkende sig fra Hella Joof-typer der hader alle former for fællesskab, over karrieremenesker der ikke vil bruge tid på deres børn med mindre de får brev bragt med kurer, til folk der bare principielt er imod offentlige IT-systemer.

Der er altså tale om ren populisme fra regeringens såkaldte stresspanel.

Tale ved March for Science, Aarhus 2018

(Aarhus, Bispetorv 22. april 2018)

I februar var jeg inviteret af SUVERÆN, en studenterforening på Statskundskab i København, til at diskutere med Peter Skaarup fra DF. Vi skulle diskutere forholdet mellem videnskab og politik. Det blev en interessant aften. Skaarups udgangspunkt var noget i stil med at man skal lade sine politiske holdninger styre af følelserne. Jeg er enig med Skaarup i, at videnskabelige resultater alene ikke kan forme et politisk synspunkt, men desværre er det ikke så enkelt som ham fremstillede det.

Lidt tidligere i februar havde Skaarups Partifælle, Martin Henriksen, leveret en eminent illustration af problemet. Henriksen havde foreslået at deltagelse i folkekirkelige højtider kunne være en definition på danskhed.  Tilforladeligt og gemytligt. Det er da en god ide, at lære noget om majoritetsbefolkningens tro og skikke. Så hvorfor ikke “slå et smut forbi” påskegudstjenesten for at se hvad det er for noget? Jeg kunne næsten høre mig selv give det samme velmenende råd til min nye kollega fra Skotland.

Det er imidlertid i bevægelsen fra løs ide til politisk forslag, at det bliver kompliceret. Nu ved jeg ikke hvad der er foregået ved Martin Henriksens skrivebord, men det tyder på at han ikke har inddraget videnskabelig viden, og at han ikke har ladet sig inspirere af processen i videnskabelig vidensproduktion.

Henriksen kunne have undersøgt hvad folk i almindelighed får ud af at komme ind i kirken når de ikke, som Henriksen selv, er en del af menigheden. Han kunne finde resultater der viste at folk ikke får noget ud af at “slå et smut forbi” hvis ikke de allerede er en del af menigheden. Han behøvede nok ikke at gå længere end til lærerbøgerne på første del af uddannelserne i religionsvidenskab, psykologi, sociologi m.fl. Henriksen kunne også have undersøgt baggrunden for grundlovens, og alle andre demokratiske forfatningers, meget stålsatte princip om religionsfrihed. Igen kunne lærebøgerne fra de indledende dele af statskundskab, filosofi, mfl have hjulpet. Og historikere kunne have hjulpet med aktuelle eksempler på hvad der sker hvis man undertrykker folks religion.

Desværre er det ofte sådan politikerne arbejder i disse år. Man slutter fra gemytlig indskydelse til lovforslag. Man siger ting der vinder genklang ved sofabordene, eller hos de interessegrupper man føler sig bedst betalt af; men man tager ikke ansvar for en analyse af hvad det egentlig er man foreslår.

Jeg vil dog sige, til Skaarups ros, at han er ærlig. I modsætning til mange andre politikere, inkl flere af dem der sidder i regering, så siger han lige ud, at videnskabelige resultater kan være ligegyldige, at nogen gange er følelsen eller særinteressen vigtigere i den politiske beslutning.

Tænk hvor meget enklere al ting havde været omkring Landbrugspakken, den såkaldte Gyllegate, hvis de involverede ministre havde sagt lige ud, at de var ligeglade med miljøet. Hvis de havde sagt at det vigtigste var at deres venner og støtter i landbruget fik bedre vilkår. Så havde vi undgået al den ballede om, at ministeriet havde forsøgt at presse forskerne. At man havde fordrejet forskningsresultaterne. At man havde indført dobbelt mundkur for forskerne. At man havde ført forligspartierne bag lyset ved at gennemtvinge en aftale på et ufuldstændigt grundlag. Og så videre.

Dagbladet Politiken offentliggjorde i februar en undersøgelse blandt de af mine kolleger der laver forskning for ministerierne rundt omkring på de danske universiteter. Blandt dem havde ca hver tiende oplevet at resultater blev forvanskede, og ca hver tiende  at opgaver var stillet så der kun kunne nås politisk opportune resultater.

På Aarhus Universitet har rektor igangsat en uafhængig undersøgelse for at få afdækket disse krænkelser af forskningsfriheden. Det er helt nødvendigt! Det undrer mig at de andre universiteter ikke gør noget lignende. Hvad der undrer mig endnu mere er, at den ansvarlige minister, altså Søren Pind, ikke straks har taget initiativ til en undersøgelse og en efterfølgende sikring af forskningsfriheden i forbindelse med universiteternes opgaver for ministerierne.

Vi har brug for nye mekanismer der kan beskytte forskningen mod politisk indblanding. Og vi har brug for en infrastruktur der forhindre at ministrene kan holde eksisterende videnskabelig information ude af den politiske proces.  I Dansk Magisterforening diskuterer vi, i  universitetslærerafdelingen, muligheden for fx at lave et åbent arkiv med alle de forskningsrapporter der laves for ministerier og lignende så journalister og andre slipper for at skulle søge akt-indsigt.

Det er ikke kun i forbindelse med forskningsbetjening af ministerierne, at det lovfæstede princip om forskningsfrihed er under pres. De unge forskeres lange forløb med usikre korttidsansættelser begrænser mulighederne for at udvikle en kritisk forskningsprofil der rækker ud i fremtiden.

Den anden store begrænsning af forskningsfriheden er, at forskningsfinancieringen i stigende grad består af midlertidige bevillinger fra staten eller fra private fonde, der med krav om forskning i ganske bestemte områder undergraver universiteternes langsigtede forskningshorisont.

Danmark har brug for mere ambitiøs forskningsfinansiering med fokus på basismidler. Og vi har brug for mere tryghed i ansættelsen for forskere på alle niveauer. Den nuværende udvikling peger i retning af en afvikling af Danmark som videnssamfund og det har Danmark ikke brug for.

Videnskaben er nødvendig hvis vi skal  sikre udvikling af velstand og velfærd.

Karl Popper sagde at den videnskabelige proces bestod af dristige gisninger og hårde gendrivelser, og det er vist meget præcist. Paul Feyerabend påpegede til gengæld at der ikke findes en særlig videnskabelig metode: ”Anything goes”.  Videnskaben består af mange forskellige vidensformer baseret på alt muligt, fra statistiske registerstudier over kontrollerede laboratorieeksperimenter til aktionsforskning og hermeneutiske tilgange. Det fælles er at videnskaben har autonomi forstået på den måde, at man gennem hård kritik og selvkritik i de videnskabelige samfund sikrer validitet. På samme måde er det grundlæggende at videnskaben er båret af åbenhed og gennemskuelighed – intet stikkes under stolen.

Politikerne må have tillid til, at videnskaben bedst kan medvirke positivt til samfundsudviklingen hvis de undgår politisk indblanding, men i stedet sikrer forskningens integritet gennem armslængde, gode ansættelsesforhold og stabilt høje grundbevillinger.

Forskerne skal ikke foreskrive samfundsudviklingen, det skal folket og politikerne. Men det der adskiller middelalderlige diktaturer fra oplyste demokratier er, at samfundsudviklingen er drevet frem og understøttet af videnskaben.