Ikke bare færre, men bedre

På forsiden af Weekendavisen den 11 maj lader undervisningsmister Merete Riisager sig interviewe om den igangsatte granskning af Gymnasieuddannelserne.

Som universitetslærer kan jeg kun glæde mig over at der bliver sat fokus på de kompetencer de studerende kommer med når vi får dem på universitetet. Riisagers forventning stemmer meget godt overens med hvad mange af mine kolleger giver udtryk for. Der ser ud til at der er sket en forringelse af gymnasieuddannelserne.

Derfor virker det banalt rigtigt når ministeren slår til lyd for at gymnasiet skal indrettes efter de kundskaber og kompetencer de studerende skal have når de starter på universitetet. Jeg kunne fortsætte listen og sige at de skal kunne matematik, de skal kunne læse selv og selvstædigt, og de skal kunne skrive godt og klart og skrive faglige pointer frem. De skal kunne læse faglige tekster og kommunikere på engelsk og gerne også andre sprog. De skal kunne arbejde selvstændigt med en faglig problemstilling, og de skal være i stand til selv at organisere deres studieaktiviteter, også sammen med andre studerende. Og det må også forventes at de er kildekritiske og formår at finde valid viden, kilder osv på egen hånd.

Kundskaber, dannelse og faglighed er, med Riisagers ord, kærneproduktet. Gymnasiet skal ikke være en højskole siger hun og fortsætter med at konstatere at der har været taget for meget udgangspunkt i de enkelte elever. Interviewet slutter med at Riisager siger at færre skal i gymnasiet.

Jeg har ingen klar mening om hvor mange der skal i gymnasiet, men et godt udgangspunkt kunne være, at dem der kan gennemføre uddannelsen og i øvrigt har lyst til det får muligheden. Derfor mener jeg at Riisager har det forkerte perspektiv når hun gør sig til talsmand for en hårdere sortering ved indgangen til gymnasiet.

Der er ingen modsætning mellem at have klare kompetencemål og at tage udgangspunkt i eleverne. Hvis læringsmålene skal nås, så er det vigtigt at anerkende, at mennesker udvikler sig ad kringlede stier og i spring. Dette gælder i indskolingen hvor eleverne er læringsparate på vidt forskellige tidspunkter. Eleven der er håbløst bagud med læsning i starten af første klasse, kan være helt på niveau i midten af anden. Sådan er det også i teenageårene, hvor hjernen som bekendt er under ombygning. Fra erfarne gymnasielærere ved jeg at der er en stor gruppe som virker ganske uegnede i 1.G men som vinde ind på stoffet og ender med ganske gode studentereksamener. Børns og unges udvikling foregår ikke i lineære spor, så man kan ikke entydigt forudsige en elevs studentereksamenskarakterer ud fra folkeskolekaraktererne.

Jeg håber, at den igangsatte granskning bliver nuanceret og ikke bare søger at underbygge politiske fordomme om feltet. Vi har brug for en gymnasiesektor der tør sige at formålet med en studentereksamen er at komme ind på universitetet. Herunder bliver det vigtigt at der bliver sat rammer op der ikke tilskynder de enkelte skoler til meningsløs profilering på tiltag der ikke har nogen reel betydning for elevernes videre uddannelse.

Det helt afgørende er imidlertid, at være opmærksom på at gymnasiet, ligesom de øvrige ungdomsuddannelser, skal udvikle eleverne med udgangspunkt i dem de er – også selvom vi bliver mere sikre på hvad læringsmålene er ved afslutningen af gymnasiet.

Share

Tale ved March for Science

– Aarhus, Klostertorvet, 22 april 2017

Dansk Magisterforening yder væsentlig økonomisk støtte til March for Science i Danmark, fordi det er vigtigt at gøre opmærksom på at videnskab og viden er fundamentet for et demokratisk samfund, præget af fremskridt. Som Danmarks dominerende universitetslærerfagforening slutter vi op når der slås et slag for videnskaben. Det er jeg rigtigt glad for.

Og hvorfor står vi så her idag? Hvorfor står jeg her?

For 14 dage siden bragte Videnskab.dk nogle udtalelser af en trafikordfører, Christian Pihl Lorenzen, der ikke mente at der var belæg for at sige at højere hastighederne på motorvejene ville føre til flere dræbte. For mig var det meget rystende læsning.

»Jeg læser meget forskning og videnskab” sagde Pihl Lorentzen, ”og det er skam interessant, men det skal også kombineres med det virkelige liv. Nogle gange kan forskerne se tingene lidt for meget fra en osteklokke. Jeg har haft et langt liv på landevejene, og det er det, jeg bygger min opfattelse på,«

Ordføreren fortsætter med at sige at han godt kender til teorier om kinetisk energi osv, men antyder samtidigt at det jo ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men virkeligheden er lige netop, når forskerne undersøger den helt konkret ude på vejene, at højere hastighed betyder flere dræbte. Det bliver politikeren nødt til at anerkende – han kan ikke bare lave sine egne alternative fakta.

Pihl Lorentzen siger videre, i same interview, at forskerne må forstå at det er politikerne der bestemmer – at sådan er demokratiet. Og det har han ret i – det tror jeg ikke at nogen af mine forskerkolleger betvivler. Men politikerne bliver så nødt til selv at stå på mål for deres politik. Så må de sige ”vi ved godt at flere vil blive dræbt, men vi synes at det har stor værdi at man kan køre stærkere på motorvejene. Det er det vigtigste for os”. Det nytter ikke at de tror at de kan dække sig ind under hjemmelavede, eller forvrængede fakta.

Og jeg skal i øvrigt beklage at det lige er Pihl Lorentzen der bliver hængt ud her. Det kunne have været så mange andre hele vejen rundt i Folketinget, men eksemplet her er bare meget klart.

Det at forskning bliver forvrænget og misbrugt i en politiske forhandlinger oplevede vi også da nogle af de kolleger som jeg er fællestillidsmand for kom under pres i forbindelse med Landbrugspakken. Her havde ministeriet selv forandret de rapporter og konklusioner der var kommet fra forskerne og det brugte regeringen så som forskningsmæssigt grundlag for at lempe kravene til landbrugets udledning. Og man forsøgte at få forskerne til at undlade at komme med korrektioner ved at henvise til at de var kontraktmæssigt bundet til at vente med at udtale sig til efter at der var indgået forlig.

Man kan sige at det var en krænkelse af forskernes ytrings- og forskningsfrihed, og at det var synd for dem. Det var det bestemt også. Mange af dem havde det rigtigt skidt med det. Men det værste var effekten på den politiske beslutningsproces – betydningen for demokratiet. Det, at det fulde vidensgrundlag er tilgængeligt for alle i den politiske proces. Det er det der er forskellen på et oplyst demokrati og så en anden samfundsform som jeg stadig ikke ved hvad jeg skal kalde.
Fri forskning er ikke bare den enkelte forskers frihed til at lave hvad han vil. Nej, det handler i meget højere grad om retten, og pligten, til at råbe vagt i gevær. At korrigere politikernes udlægninger når det er nødvendigt.

Det er derfor positivt at der nu er blevet lavet en standardkontrakt mellem miljøministeriet og flere af universiteterne der sikrer at forskerne kan udtale sig om den forskning de har lavet som led i lovforberedende arbejde. Og i særdeleshed at de kan udtale sig inden der indgås bindende politiske aftaler.

Men det er ikke bare politikerne der i dagens Danmark fordrejer og underkender forskningens resultater. Vi ser for tiden en skræmmende bevægelse hvor flere og flere forældre vælger ikke at få deres børn vaccineret mod de meget alvorlige sygdomme, Mæslinger, Fåresyge og Røde hunde. Dermed udsætter de ikke bare deres egne men også andres børn for livsfare. Jeg har ikke forstået hvad der har startet denne bølge, men den er et tegn på det ikke bare er politikerne der sætter følelser og meninger over forskningsbaserede fakta.

Så det er altså ikke bare fordi, at USA har fået en ny præsident der vil lukke munden på de kritiske forskere, og i øvrigt opererer ved hjælp af alternative facts, at vi står her i dag.

Og så til det lidt mere kedelige (og måske forudsigelige).

Det er ikke bare lukkethed, forvrængning og underkendelse der er et problem for Danmark som videns- og faktabaseret samfund. Videnskab kræver, at vi investerer i og understøtter den frie forskning, så de gode ideer får mulighed for at blomstre – også selvom der ved første øjekast ikke kan tjenes penge på dem.
Det har afgørende betydning, at samfundet også tør investere i forskning, der rækker ud over den næste valgperiode, så vi hele tiden er på forkant med udviklingen og opnår resultater, der ikke kunne forudsiges eller beregnes på forhånd.

Derfor har vi brug for politisk mod og vilje til at satse på forskning, og her må staten – politikerne – altså blive mere ambitiøse. Der skal simpelthen flere penge til.
Med de sidste to finanslove og meldingerne om flere besparelser frem til 2020, bliver der sparet milliarder på forskning og uddannelse i Danmark. Det er uambitiøst, og det sætter Danmark tilbage.

En passende ambition ville i stedet være:
• at skrue op for midler til uddannelse
• at bruge 1,5 procent af det danske bruttonationalprodukt til forskning, herunder grundforskning.
• at give langt flere midler som basisbevillinger til universiteterne – det vil skabe arbejdsro og bedre resultater for samfundet.

Vores samfund bygger på viden – på videnskab.
Videnskab er en særlig proces der sikrer objektivitet, reproducerbarhed, gennemskuelighed.
Videnskab er ikke bare meninger og holdninger. Videnskab sætter os fri af traditionernes åg. Videnskab hjælper os i livtaget med naturen. Videnskab skaber frihed og rigdom.

Tak til alle jer, der er mødt op for at bakke op om videnskaben og et samfund baseret på fakta og viden.

Share

Første Maj

Der er i de senere år sat fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Ikke mindst på de statslige vidensarbejdspladser er den helt gal. Det er en helt reel bekymring at mennesker i tusindevis vil bukke under i invaliderende stress osv. Der bliver så småt gjort noget, men besparelsesrunder og almindelig intensivering af arbejdet trækker i den gale retning.

Men vi må ikke glemme det fysiske arbejdsmiljø – den fysiske nedslidning. Der er flere folk i min omgangskreds der i en alder omkring de 50 reelt er brændt ud. De har kroniske smerter, og er ude af stand til at arbejde. De er typisk ufaglærte, og har derfor svært ved at skifte til et job der ikke er fysisk nedslidende.

Der er ingen simple løsninger, men et stærkt arbejdstilsyn er en god start. Gode muligheder for omskoling under realistiske vilkår, og inden det begynder at gå galt, er et andet vigtigt element.

God første maj!

Share