Valg i DM-fagforening 2024

Der er valg i vores fagforening DM. Vi skal vælge ny forperson og ny hovedbestyrelse. Der er også valg til sektorbestyrelserne.

Jeg genopstiller til hovedbestyrelsen på DM Universitetslisten.

Hvis jeg bliver valgt til hovedbestyrelsen, kommer jeg med et perspektiv som forsker og underviser på universitetet, og i særdeleshed med mine mange års erfaring som fællestillidsrepræsentant, og min erfaring fra det politiske arbejde i DM.

Jeg bakker op om de mærkesager, vi har i DM Universitet. Stop for nedskæringer og hovedløse reformer. Uddannelsesmiljøer, hvor både studerende og undervisere trives og udvikler sig. Akademisk frihed og autonomi, herunder et mere forudsigeligt og stabilt bevillingssystem. Bæredygtigt arbejdsmiljø med mindre stress og mere balance.

I alle mine år som tillidsrepræsentant og aktiv i DM, har den tidlige akademikerkarriere været i fokus. På universiteterne har dette en særlig barsk form, med lange forløb af midlertidige ansættelser, typisk som postdoc på et usikkert internationalt arbejdsmarked. Overgangen til fast fodfæste på arbejdsmarkedet er en udfordring for alle akademikere, og dermed noget DM skal arbejde intenst med.

DM skal fortsat udvikle sig som den stærke akademikerfagforening, der qua dyb indsigt i uddannelses- og forskningsområdet, kan varetage alle vidensarbejderes interesser.

Alle prognoser peger på, at det er i den private sektor, at akademikerarbejdsmarkedet vil vokse i de kommende år. Derfor skal DM’s hovedbestyrelse, i den kommende periode have et tydeligere fokus på, hvordan vi udvikler vores interessevaretagelse og medlemsinvolvering på det private arbejdsmarked.

DM skal være til stede i medlemmernes arbejdsliv, og DM skal som medlemsforening fremme, at medlemmerne kan være aktive medspillere i foreningens udvikling. Ikke blot i det politiske system, men også i netværker, debatmøder, klubaktiviteter osv. Det skal være mere tydeligt, hvordan man som medlem kan være aktiv i foreningen.

DM skal være tilstede og tilgængelig i hele landet. Som fagligt aktiv i Aarhus, oplever jeg, at mange medlemmer giver udtryk for, at DM er noget der er langt væk, ovre i København. Det må vi kunne gøre bedre.

DM er i de seneste år blevet skarpere på forretningen. Det er godt, fordi det er en forudsætning for, at DM overhovedet kan eksistere og udvikle os. Jeg vil bidrage til, at hovedbestyrelsen fortsat påtager sig dette ansvar på en ordentlig måde, og har konstant fokus på at skabe værdi for medlemmerne.

Stemme på mig her https://logins.assembly-voting.com/dm_valg_24/

Valgmøde
Vil du vide mere og øve indflydelse i valget – så kom til Valgmøde i DM Universitet d.3.10. Deltag fysisk https://dm.dk/kalender/0003141/ eller online : https://dm.dk/kalender/0003142/

Stem på Janne Gleerup som forperson for DM
DM Universitet peger på Janne Gleerup som ny forperson. Janne har mange års erfaring som medlem af både hovedbestyrelsen og DM Universitets bestyrelse, hvor hun med stor ildhu har kæmpet for bedre vilkår på universitetsområdet. Hun er fællestillidsrepræsentant på RUC og har desuden, i kraft af sit virke som arbejdslivsforsker, et stort kendskab til udfordringerne på det akademiske arbejdsmarked, hvilket vil komme hele medlemsmassen i DM til gode. Se mere om Jannes kandidatur her: https://candidacy1.assembly-voting.com/dm_forpersonsvalg_2024/profiles

Nej tak! til 1-årige kandidatuddannelser

Tale ved studenterorganisationernes demonstration 26. oktober 2022 i Aarhus

Ideen om at tvangs-halvere en lang række kandidatuddannelser, er et af de mest skadelige uddannelsespolitiske tiltag i lang tid. Når man dykker ned i det, er der ingen formildende omstændigheder.

Jeg tilbragte selv næsten 10 år på universitetet inden jeg blev kandidat. Det gav mulighed for at lave mange forskellige ting imens. Men det kan også godt være, at vi var nogle der dengang brugte for lang tid på at blive færdige. Det var nærmest obligatorisk at ”sidde i specialesumpen” osv.

I dag er det derimod helt almindeligt, at de studerende bliver færdige på normeret tid. Det gør de fordi der er indført aktivitetskrav, fremdriftskrav, og allemulige-andre-krav. Og så er vi på universiteterne blevet bedre til at sørge for, at de studerende hele tiden laver noget relevant. Det er muligt at blive færdig på 5 år, og det er blevet umuligt at være længere tid om det.

Dette er dog ikke sket uden omkostninger. Realiteten er, at specialet mange steder er blevet en anelse for presset. De mange tiltag der er gennemført hen over de seneste 3-4 årtier, har strømlinet, men også udtyndet uddannelserne. Den 5-årige uddannelse bestående af en 3-årig bachelor og en 2-årig kandidat, vi har i dag, er nok skåret så langt ind til benet som det overhovedet giver mening at gøre.

Reformkommissionens forslag om at tvangshalvere uddannelser på især humaniora og samfundsfag, ligner politisk bestillingsarbejde. Der er simpelthen ingen saglige argumenter for værdien af 4-årige kandidatuddannelser i et land hvor vi har stolte traditioner for velfungerende professionsbacheloruddannelser.

På kandidaten skaber vi os – vi skaber os selv. Og det er specialet der er helt afgørende.

Den toårige kandidat, ovenpå en treårig bachelor, er en velfungerende model. Bacheloren giver et bredt fundament indenfor hele faget, og kandidatforløbet giver typisk dybde indenfor en række emner og mere avancerede selvstændige arbejdsformer. Og det kulminerer i specialet, hvor den studerende opnår den faglige modenhed der kendetegner en selvstændigt arbejdende fagperson.

De studerende udvikler sig konstant i løbet af hele uddannelsen, men det der sker under specialet, er ofte nærmest magisk at bevidne.

Kandidatuddannelsen er ikke en forskeruddannelse som nogle socialdemokrater på et tidspunkt mente. Men universitetsuddannelserne er forskningsbaserede. Det betyder, at de studerende kommer tæt på, og i mange tilfælde deltager i produktionen af ny viden, men omdrejningspunktet er, at kandidaterne i kraft af specialet kommer ud og udfører vigtige funktioner i og for samfundet.

Danmark har behov for fleksibel arbejdskraft, der rutinemæssigt og selvstændigt kan tilegne sig ny viden og nye arbejdsformer. Vi ved ikke hvor vi er og hvilke kvalifikations- og vidensbehov vi har om 15 år. Derfor har vi brug for kandidater med både bredde og dybde. Kandidater som ikke bare har lært bestemte praktiske greb, men kandidater der er blevet hele fagpersoner der gennem kombinationen af en dyb universitetsuddannelse og efterfølgende job er agile som bare fanden.

Reformkommissionen peger på uddannelser, som de mener er unyttige. Det er de uddannelser de vil korte af til et enkelt år. Deres tilbagevendende påstand er, at årsløn er det samme som samfundsmæssig værdi. Men det passer jo ikke. Der er en hel del personer med lange uddannelser der skaber stor værdi for samfundet uden nødvendigvis at få en meget høj løn. Det gør de fx ved at forny vores forståelse af os selv og vores kultur. Det er afgørende vigtigt for vores samfund, men underkendes systematisk af de købte økonomer i reformkommissionen.

Vi har i disse år brug for mere og grundigere uddannelse, ikke afkortning og instrumentalisering. Tvangsafkortning af kandidatuddannelser ned til 1 år, er at spille hasard med Danmark som videnssamfund. Det har vi simpelthen ikke råd til.

Afskaffelse af tilbudsaviser kræver nye standarder for fairness og transparens på detail-området

Dansk Industri, Coop, Forbrugerrådet Tænk, Danmarks Naturfredningsforening og en række miljøorganisationer vil have lavet den eksisterende ordning hvor man kan fravælge reklamer, lavet om til en tilvalgsordning.

COOP har tidligere opfordret til et fuldstændigt forbud mod trykte tilbudsaviser. Klimaregnestykket er tydeligt: ”Hvert år bliver der trykt 84.000 tons tilbudsaviser i Danmark. For at gøre det, fælder vi flere end 300.000 træer årligt – det svarer til 336.000 tons C02.”

Dengang skrev COOP at de selv havde reduceret deres tilbudsaviser så meget de kunne uden at sende kunderne over til konkurrenterne. Derfor ville de have et generelt forbud. Det er der god fornuft i. Og man kunne godt spørge om tilbudsaviserne overhovedet er en fordel for detailhandelen generelt. Jeg ved ikke om der er lavet analyser af det, men for et par år siden kom det frem at det for detailhandelen i USA havde vist sig at være en kæmpe ulempe at holde Black Friday. Men butikkerne bliver ved med det fordi de ikke tør lade være. 

I 2012 sagde Heine Jørgensen fra mediefirmaet MEC i Berlingske at tilbudsavisen stadig var et godt og effektivt middel til at sælge mere[1]. Det er nok et forståeligt synspunkt fra en virksomhed der arbejder med den form for markedsføring, men spørgsmålet er om det stadig er en rigtig betragtning. Udviklingen går afsindigt stærkt og ifølge en artikel i Samvirke, 27. December 2018, er den trykte tilbudsavis også på vej ud[2].

En undersøgelse fra konkurrencestyrelsen[3] viste i 2011 at tilbudsaviserne gør varerne dyrere for forbrugerne fordi udgifterne til trykning kun kan ende et sted, nemlig på priserne. Uden tilbudsaviserne kunne vi altså have dagligvarer der var lidt billigere. 

Der er altså meget der taler for mindst en tilvalgsordning og helst et fuldstændigt forbud mod papirreklamer.

MEN! Jeg kan se to grupper som ikke vil have fordel af, at de trykte tilbudsaviser afskaffes. Det er de folk der ikke har internet og som samtidigt går meget systematisk efter at tage rundt i byen og købe netop de ting der er på tilbud. Det er nok især folkepensionister, men også gruppen af socialt udsatte med den allermest pressede økonomi[4]. Man kunne forestille sig at det ville være en fordel for hele gruppen af folkepensionister at priserne bare blev lavere og mere konsistente. Især når folk bliver så affældige at de ikke længere kan gennemskue tilbuddene og i øvrigt heller ikke har reel mulighed for at tage rundt efter dem. I forhold til de mest socialt udsatte, er det i sig selv tragisk at tilbudsaviserne skal være et middel til overlevelse.  

Jeg har ikke lavet en egentlig litteratursøgning på tilbudsavisernes betydning for disse to grupper. 

For mig at se er der en række vigtige hensyn at tage i forhold til en strammet lovgivning på markedsføringsområdet. Det handler ikke bare om at komme af med klimabelastningen fra de trykte tilbudsaviser, men også om at sikre et transparent marked. Og det handler om at fremme forbrugermønstre med mindst mulig klimabelastning. Der er også et relevant hensyn at tage til at der fortsat er detailhandel i lokalområder, og lokal adgang til billige indkøb ikke bare for pensionister og socialt udsatte men for alle. 

Jeg læser aldrig tilbudsaviser men jeg køber en meget stor del af mine dagligvarer på tilbud. Jeg tager en runde i supermarkedet og ser hvad der er på tilbud i de kategorier jeg skal købe, og så vælger jeg ud fra det der er på tilbud og det der ser godt ud. Ofte har mit lokale supermarked meget lave priser på varer der er lige ved at være for gamle. Disse tilbud sikrer at varerne faktisk bliver spist, og de giver folk med få penge mulighed for at købe billigere. 

Men hvad kommer der så til at ske når de trykte tilbudsaviser forsvinder?

Vi kan allerede se tendenserne i internethandelen. Målrettede tilbud og målrettede priser der ikke nødvendigvis er gennemskuelige. En af de nye tendenser er fx forbrugerklubber der så får målrettede tilbud. Det medvirker ikke til et mere gennemskueligt marked eller lavere priser i almindelighed. Generelt kan man sige at tilbuddene bliver endnu mere uigennemskuelig når de bliver digitale[5].

Jeg gætter på at det ikke er pensionister på målrettet tilbudsjagt man laver personificerede digitale tilbud til.

Det er rigtigt fint med de aktuelle tiltag for at reducere de trykte tilbudsaviser. Det der er brug for er imidlertid nogen langt mere gennemgribende initiativer i retning af gennemskuelige detailpriser, og en sikring af lokal detailhandel når den personificerede markedsføring på nettet sætter ind. 

Skån miljøet men lad ikke de mest udsatte betale prisen.


[1] https://www.berlingske.dk/virksomheder/tilbudsavisen-skaber-salg

[2] https://samvirke.dk/artikler/danskerne-elsker-tilbudsaviser

[3] https://www.berlingske.dk/virksomheder/tilbudsaviser-goer-dine-dagligvarer-dyrere

[4] uden for nummer, 9:17 Dansk Socialrådgiverforening, 2008

[5] https://ekstrabladet.dk/kup/elektronik/teknologi/farvel-og-tak-til-papir-tilbudsavisen-bliver-snart-din-digitale-butler/7298340

Valg i DM!

Medlemmer af DM – din akademiske fagforening, fik i mandags mail om at valget til hovedbestyrelsen og sektorbestyrelserne er åbent.

Jeg genopstiller selv til hovedbestyrelsen og vil selvfølgelig opfordre alle til at stemme på mig. Jeg er kandidat for universitetslisten (se links nedenfor).

Jeg arbejder jeg for, at DM har et stærkt fokus på Danmark som videnssamfund. For tiden er forskningsfriheden og økonomien under pres. DM skal styrke sin position som den relevante akademikerfagforening på et arbejdsmarked der bliver mere internationalt, og hvor arbejdsvilkår konstant er til debat. Helt konkret har jeg på så vel Aarhus Universitet hvor jeg er fælles TR og i Akademikerne, arbejdet for at forbedre rammerne for timelærerne, men i høj grad også for de kolleger der sidder i midlertidige stillinger som fx postdoc.

En stigende andel af de kandidater vi uddanner indenfor de traditionelle DM fag (humaniora og naturvidenskab) vil i de kommende år skulle finde beskæftigelse i den private sektor. Derfor skal DM styke indsatsen og relevansen i forhold til det private arbejdsmarked. Jeg arbejder også for en mere samlet og stærkere akademikerfagbevægelse. Kun sammen er vi stærke.

Og så arbejder jeg for at DM skal være synlig i hele landet. Det skal være muligt at deltage aktivt i fagforeningen uanset hvor man bor.

Stem allerede idag! Valget slutter 18. november. Og tag din DM kolleger med til valget.

Læs mere om universitetslisten her: http://dmuni.dk

Du kan se kandidaterne til DM Universitetslisten her: https://candidacy1.assembly-voting.com/dm…/parties/93

Stem med NemID her: https://nemid.assembly-voting.com/dm_valg_21

Farvel til de reaktionære

Begrebet reaktionær har fornyet relevans i disse år hvor højrefløjen og nationalisterne er blevet ømskindede og krænkelsesparate, og fx Konservative Studerende på Københavns Universitet har gået til valg på sloganet ”Nej til Identitetspolitik!”. 

I 70erne paraderede Erhard Jakobsen som fortaler for den almindelige mand der gik på arbejde og betalte skat og sad ved sit kakkelbord og drak kaffe som hans kone havde lavet til ham. Og den almindelige mand ville, ifølge Erhard, gerne se show med Otto Leisner, men ikke programmer med Jesper Klein og andre røde lejesvende. Og særligt galt var det med pædagoger på røde vinger, og profeter med briller, skæg og hår. Men i mange familier blev konen træt af at sætte frisklavet kaffe på kakkelbordet, og så tog hun en uddannelse som pædagog. Og ofte mødte hun en mand med skæg og hår der var mere interessant end ham med kakkelbordet. Og manden ved kakkelbordet havde måske allerede fundet ud af at han hellere ville bygge en vindmølle sammen med nogen andre; så han havde sagt sit job på B&W op og solgt bilen og slukket for Otto Leisner. Og måske havde han opdaget at samlivet med konen var så elendigt fordi han kun var seksuelt tiltrukket af mænd. 

Erhard talt i virkeligheden ikke FOR nogen. Han talte IMOD alle dem der ville noget andet; alle dem der rejste sig fra kakkelbordet og solgte bilen, alle dem der ville finde sig selv og insisterede på at blive lykkelige. 

Det er den samme reaktion vi ser i dag hos den krænkede højrefløj. Jeg håber at de reaktionære får mere modspil i den offentlige debat i 2020 så vi kan komme tilbage på sporet af et samfund der er præget af frihed og ligeværd.  

Bliver det nu akademikernes tur?

Husker I OK13? I hele opspillet frem til overenskomsforhandlingerne havde den socialdemokratiske regering med hjælp fra KL kørt en massiv hetz mod folkeskolelærerne, der blev skældt ud for at være dovne og inkompetente. Man havde systematisk benyttet sig af de fleste danskeres traumer fra skoletiden til at skabe en stemning hvor det ville være okay af køre lærerne over i et lovindgreb. Lovindgrebet i lærernes arbejdstidsaftale var nødvendigt for at finansiere en folkeskolereform med heldagsskole, en reform der var dårligt dokumenteret og som, har det vist sig, førte til et dokumentationshelvede der nedbryder faglighed og arbejdsglæde i folkeskolen. Det var lærerne der skulle betale reformen. Først blev de lockoutede og derefter kom lovindgrebet. Regeringen sejrede ikke stort i den offentlige debat, men lovindgrebet gælder stadig.

Nu er Socialdemokraterne tilbage i regeringskontorerne med støtte fra EL, SF og R. Og minsandten om ikke man straks er gået i gang med at dæmonisere en ny faggruppe. Denne gang er det universiteterne og akademikerne der er udset til at blive pelset. Sigtet er muligvis lidt bredere denne gang, for det handler ikke bare om arbejdstid men om nyuddannedes rettigheder, bevillinger til universiteterne osv. Derfor kører regeringen og dens håndlangere, ingen nævnt ingen glemt, afsted med løgne om dovne arbejdsløse akademikere, om akademisk pseudoarbejde, om fejluddannede, om dovne studerende osv.

Hensigten er tydelig. Man vil skære ned på videregående uddannelser, man vil reducere de højt uddannedes sociale rettigheder. Formentlig vil vi I OK21 se en aggressiv modpart der vil fjerne centralt aftalte tillæg, fjerne fridage og forringe reallønnen for akademikerne i den offentlige sektor. Det ser ud til at regeringen forsøger at skabe en stemning i befolkningen for massive forringelser for offentligt ansatte akademikere og en afvikling af Danmark som videnssamfund.

Fodnote:
Se relateret kommentar i Magisterbladet: “Redaktøren: Magtelitens kritik af humaniora er forfejlet. Virksomhederne skovler humanister ind”

Mod et enklere karaktersystem på de videregående uddannelser

Maja Bodekær Black taler i Studenterbloggen på Magisterbladet for et forenklet karaktersystem der kun har karaktererne ”Ikke bestået”, ”bestået” og ”bestået med udmærkelse”. Det er fornuftige tanker som stemmer overens med min erfaring som underviser og censor på danske universiteter. Forslaget er en forfriskende modgift til alle de romantiserende indlæg og opslag fra kolleger der savner karakterer mellem 7 og 10 eller som synes at det er et tab at vi ikke længere kan belønne dem der ligner os selv allermest med et 13-tal. 

Min erfaring er at hovedproblemet i det nuværende karaktersystem, at højeste karakter gives for indløsning af alle eksamensmål og at der så tælles ned derfra. Det er sådan set nemt nok at arbejde med, men man kommer for tit til at sidde med en usikkerhed på om præstationen egentlig rammer det niveau man gerne ville have. 

Vi mangler en beskrivelse af hvad det er for en præstation vi vil have, at den studerende mindst skal kunne levere for at bestå kurset. I tillæg til sådan en basis-niveau-beskrivelse skal der selvfølgelig stadig være en beskrivelse af de mål de studerende skulle kunne nå i den bedste af alle verdener, eller sagt med andre ord, det vi ønsker os at de studerende kan nå at lære hvis det går rigtigt godt. Det sidst kan godt være formuleret i en blanding af konkrete mål og mere abstrakte beskrivelser af hvad det er for en slags fagpersoner man gerne vil uddanne. Kort sagt. Vi skal have en beskrivelse af hvad der skal til for at få karakteren bestået. Det bør være udgangspunktet.

Konsekvensen af sådan et karaktersystem vil være et forandret universitet hvor fokus bliver på at løfte alle de studerende til det ønskede niveau. Det vil efter min mening være positivt fordi det vil blive mindre konkurrencebetonet. Samtidigt vil det også betyde at det bliver sværere at skrabe sig igennem – måske er det også godt nok.

Maja Bodekær Black forslår at der skal være 3 karakterer, men hvorfor egentlig? Er det ikke fuldt tilstrækkeligt med karaktererne bestået og ikke-bestået hvis man så til gengæld giver ordentlig mundtlig feedback?

Hvis der skal være en særlig karakter for det fremragende kan man også overveje om der skal være andre karakterer der beskriver mere end det beståede. I praksis er der kurser hvor det kan være acceptabelt at studerende ikke når helt i mål. Det kunne fx være mindre støttediscipliner hvor de studerende ikke kan undgå at lære det selv senere. Eller det kunne være første modul af en række. Så i tillæg til karaktererne bestået, ikke-bestået og bestået-med-udmærkelse kunne der til nogen eksamener være karakteren ”bestået med alvorlige mangler”. 

Skal vi have et velfungerende karaktersystem skal det tage udgangspunkt i at vi beskriver det niveau som vi mener at alle de studerende på uddannelsen med rimelighed kan nå. Det er den afgørende udfordring.

Uanset hvordan vi får reformeret karaktersystemet, så skal vi være opmærksomme på at det at få en karakter ikke er god feedback. En karakter vil altid komme til at overskygge den kvalitative feedback vi giver. Derfor skal vi være helt sikre på hvad det er vi vil med karaktererne. Er der overhovedet brug for dem?

Lad os komme i gang med at gentænke den måde vi evaluerer de studerendes præstationer i uddannelsessystemet. Der er brug for radikal nytænkning. 

Kbh Uni i Ideologisk felttog mod fagbevægelsen

Direktionen på Københavns Universitet har meddelt at man ønsker at opsige en kutyme hvorefter medarbejderne har fri 1. maj. Det kan de gøre med passende varsel. Der er ikke noget overraskende i at man vil opsige en kutyme der ikke findes på de øvrige universiteter. Det der overrasker er universitetsdirektionens argumentation, og de fejl der ligger i varslingen til Hovedsamarbejdsudvalget.

Direktionens hovedargument er: “at KU i forhold til vores omverden må fremstå politisk neutralt og dermed ikke ønsker at sende det politiske statement som betalt frihed 1. maj giver,”

Dette er stærkt politiserende og helt uacceptabelt for en statslig institution. 1. maj er ikke en politisk begivenhed men en fejring af fagbevægelsen. Fagbevægelsen har, siden septemberforliget i 1899, været en afgørende og stabiliserende del af det danske arbejdsmarked. Det er også nødvendigt for universiteterne at kunne støtte sig til de aftaler og de ordnede forhold som fagforeningerne og overenskomsterne mellem staten og fagforeningerne giver.

KUs direktion demonstrerer med denne begrundelse et politisk ønske om at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel.
Universitetsdirektionens udmelding bidrager, qua begrundelsen, til et billede af en stat der med moderniseringsstyrelsen i spidsen opfører sig organisationsfjentligt med et tydeligt politisk sigte. Man vil gøre fagforeningerne til noget der ikke hører til på arbejdspladsen, og man vil underminere arbejdstagernes rettigheder.

Det går ikke!

Derudover skriver universitetsdirektionen at KU “ønsker en praksis, som er i overensstemmelse med gældende regler på området, hvorefter ”tjenestemænd og andre, som er beskæftiget i statens tjeneste, på begæring skal have adgang til fritagelse for arbejdet den 1. maj, i den udstrækning tjenesten tillader det”, jfr.cirkulære nr 80 af 16. april 1963”. Det er dette cirkulære, underskrevet af Jens Otto Kragh, der gælder på de andre universiteter.

Men! De skriver videre: “KU ønsker at lægge sig op ad Moderniseringsstyrelsens linje, hvorefter evt. bevilget frihed 1. maj sker for den ansattes egen regning.” I en fodnote skriver de “Der er ikke i cirkulæret taget stilling til, hvorvidt der skal ske løntræk mv. for den bevilgede frihed. Moderniseringsstyrelsen er dog af den opfattelse, at fritagelse for arbejdet den 1. maj sker uden løn, medmindre der på den enkelte institution måtte være praksis/kutyme for andet.”

Her er der igen tale om en meget aggressiv tilgang til virkeligheden. Og denne fortolkning er åbentlyst forkert. Når noget ikke er nævnt er det ofte fordi det er en selvfølge, eller fordi dets fravær ville være absurd.

En medarbejder i staten kan til enhver tid få selvbetalt fri hvis tjenesten tillader det. Cirkulæret ville derfor være absurd hvis den ønskede betydning var at medarbejderen selv skulle betale. Betydningen af Jens Otto Kraghs cirkulære er altså at man har ret til, med fuld løn, at tage til 1. maj møder osv. med mindre der er noget i tjenesten der umuliggør det. 

Jeg håber at der er forstandige folk i KUs ledelseslag der kan mane til besindighed i den her sag. Danmark har ikke råd til at afvikle det samarbejdende arbejdsmarked.

Se også:
https://www.forskeren.dk/koebenhavns-universitet-inddrager-1-maj-som-fridag/

Dahl og virkeligheden

Super fed underholdning at se Henrik Dahl i frontalangreb på eget parti

Det er åbenlyst at LAs projekt ikke er blevet fremmet af regeringsdeltagelsen, og at det ser ud som om de ikke har opnået noget. Det ser åbenlyst underligt ud at det er lederens søster der har været kulturminister, det er også ret tydeligt at Thyra Frank har været en underlig figur på posten som ældreminister. Det er især nemt at se alle fejlene i bakspejlet.

Historien virker plausibel fordi den narrative logik holder og fordi flere elementer svarer til en nogenlunde objektiv virkelighed. Og så matcher det godt med vores fordomme. 

Det bemærkelsesværdige er at Dahl konstruerer en historie hvor han fralægger sig sit eget ansvar så han kan stå udenfor som betragter samtidigt med at han påberåber sig førstehåndsviden. Dernæst maler han et billede af at det har været helt katastrofalt. Der har ingen resultater været, strategien har været totalt forfejlet og til grin, og ledelsen har været illegitim ved at konstruere et A-hold af venner og et B-hold af alle andre. Og Dahl har været tvunget til at holde kæft. Men nu er det nok!

Vi har set det før, fx i hans frontalangreb på den censorinstitution han selv var en del af på nogen af universiteterne. Henrik Dahl kunne den gang berette, at han havde deltaget i at slække på kravene og at han derfor var en førstehåndskilde til dårligdommen. Men han berettede ikke noget om hvorfor han ikke selv havde rapporteret dette i de obligatoriske evalueringsskemaer han selv havde udfyldt og sendt ind efter hver eksamen. I stedet fremmanede han et billede af at hele uddannelsesområder på universiteterne var kørt i sænk. Der var også den gang nogen skurke, som også i den sag var de folk der tog ansvar for at få den praktiske virkelighed til at fungere indenfor de rammer der nu en gang var. Også den gang opererede Dahl på et bagtæppe hvor mange kunne genkende elementer af hans historie og samtidigt var den samlede fortælling overdrevet og skudt helt ved siden af. 

Når vi er færdige med at måbe og grine, så vil jeg konstatere at det er Henrik Dahl i sin grundform vi har set.

Link: https://www.forskeren.dk/aaus-informatik-skandale-medie-akkreditering/

Omskæring som konkret historisk erfaring

Højskolemenneskerne Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus fra Rønshoved har i det seneste nummer af Højskolebladet (2019:1) forfattet en længere tekst vis budskab er, at højskole og kirke bør tage klart afstand fra et forbud mod religiøs omskæring.

Forfatterne skriver meget langt og akademiseret, men med prædikantens hang til karske fyndord. Teksten fremstår mere besværgende end egentligt argumenterende – desværre. Jeg må dog indrømme at jeg så heller ikke helt fx forstår hvorfor en pagthandling er indiskutabel. 

Forfatternes hovedargument synes at være, at fortalerne for et omskæringsforbud sætter abstrakte, universaliserede rettigheder over det konkrete kulturelt levede livs historiske erfaring. Rettighedstænkningen udpeges som totalitær, og som en egentlige aktuel trussel mod jøderne, der med et omskæringsforbud, ifølge forfatterne, reelt vil blive drevet ud af landet. Ifølge forfatterne er jøderne jøder fordi de omskærer deres drenge på 8. dagen – det er nok her pagthandlingen kommer ind i billedet.

Det ville have pyntet hvis teksten hvad været lidt mere historisk konkret frem for filosofisk generaliserende. Det er rigtigt, at mange forhudstilhængere støtter sig til universelle rettigheder som hovedargument for et forbud. Det er et tveægget sværd i debatten; argumentet er forståeligt og kommunikerbart, men hænger samtidigt på en konkret fortolkning af omfanget af det rettighedstab omskæringen medfører. Desuden umuliggør argumentet enhver form for debat.

Der er imidlertid også en anden vinkel på omskæringsmodstanden. 

Når forhuden betragtes som noget der blot kan bortskæres, så udtrykker det en bestemt opfattelse af mandens seksualitet. Manden skal ikke være følsom, men derimod voldsom og orienteret mod frugtbarhedsskabende ejakulation. Blidhed, ømhed, nærvær ses ikke som en del af mandens seksuelle repertoire. Derfor bliver omskæringsdiskussionen ofte mødt med latterliggørelse, som om forhud er noget af det mest komiske man kan forestille sig.  Forhudens funktion og værdi har været underbelyst og det samme har mandens seksualitet i almindelighed. 

Det siges at omskæring lige fra den historiske opkomst har været et middel til at begrænse mænds seksualdrift. Fraværet af forhud vanskeliggør masturbation, smerten ved indgrebet betyder at kønsorganet bliver forbundet med smerte. 

For mig udspringer ønsket om et forbud mod omskæring af umyndige drenge, af en kollektiv historisk erfaring, der handler om mænds seksualitet. Retten til egen forhud er ikke et abstrakt ønske, det er en ønske om at give konkrete mænd af kød og blod ret til, at udfolde deres seksualitet som andet end forplantning.

Som jeg ser det er det to forskellige historiske erfaringer der står overfor hinanden. Hvorvidt man kan være jøde uden at omskære sine børn ved jeg ikke noget om, men jeg mener ikke at der er nogen rimelighed i at vores samfunds lovgivning udpeger den mandelige penis’ følsomhed som betydningsløs.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Jeg vil anbefale at debattører på begge sider vender tilbage til den konkrete, politiske og kulturelle virkelighed. Vejen frem kunne fx være at anerkende begge de historiske erfaringer, jødepagten og den følsomme penis. Så kunne vi indføre et forbud, men med en mulighed for at jøder og andre kunne søge dispensation til at fortsætte deres pagthandling.

Et forbud med dispensationsmulighed vil muligvis være noget rod fra et juridisk og rettighedsmæssigt perspektiv. Det er i hvertfald den kommentar jeg har fået fra forbudstilhængere. Et andet modargument er at det ikke vil redde mange jødedrenges tissemænd hvis Det Jødiske Samfund bare kan søge dispensation.

Et forbud med dispensationsmulighed skal administreres konkret og alvorligt. De trossamfund der søger skal seriøst godtgøre, at omskæring af drengebørn er en nødvendig del af deres religiøse identitet. Dispensationer skal gives for en årrække på 2-3 år med mulighed for begrundet forlængelse 2-3 gange hvorefter der igen kan indsendes en fuld ansøgning om dispensation. Et forbud med dispensationsmulighed vil således give trossamfundene en mulighed for løbende vurdering af om omskæring som pagthandling stadig er så vigtig at man ønsker at praktisere den selvom den er forbudt i resten af samfundet.

Internationalt kan man håbe, at et dansk forbud med dispensationsmulighed vil inspirere fx nordamerikanske familier til at lade deres børn beholde forhuden selvom indtægtsbevidste børnelæger står i kø med skalpellerne.

På den korte bane vil et forbud med dispensationsmulighed først og fremmest være en anerkendelse forhudens betydning og af at mandens seksualitet idag ikke bare handler om rå forplantning. Det vil være en klar markering af at retten til kroppen i vores moderne samfund ikke bare er en abstrakt konstruktion, men et konkret erfaret grundvilkår. Kort sagt vil det være et vigtigt seksualpolitisk fremskridt.