Ikke bare færre, men bedre

På forsiden af Weekendavisen den 11 maj lader undervisningsmister Merete Riisager sig interviewe om den igangsatte granskning af Gymnasieuddannelserne.

Som universitetslærer kan jeg kun glæde mig over at der bliver sat fokus på de kompetencer de studerende kommer med når vi får dem på universitetet. Riisagers forventning stemmer meget godt overens med hvad mange af mine kolleger giver udtryk for. Der ser ud til at der er sket en forringelse af gymnasieuddannelserne.

Derfor virker det banalt rigtigt når ministeren slår til lyd for at gymnasiet skal indrettes efter de kundskaber og kompetencer de studerende skal have når de starter på universitetet. Jeg kunne fortsætte listen og sige at de skal kunne matematik, de skal kunne læse selv og selvstædigt, og de skal kunne skrive godt og klart og skrive faglige pointer frem. De skal kunne læse faglige tekster og kommunikere på engelsk og gerne også andre sprog. De skal kunne arbejde selvstændigt med en faglig problemstilling, og de skal være i stand til selv at organisere deres studieaktiviteter, også sammen med andre studerende. Og det må også forventes at de er kildekritiske og formår at finde valid viden, kilder osv på egen hånd.

Kundskaber, dannelse og faglighed er, med Riisagers ord, kærneproduktet. Gymnasiet skal ikke være en højskole siger hun og fortsætter med at konstatere at der har været taget for meget udgangspunkt i de enkelte elever. Interviewet slutter med at Riisager siger at færre skal i gymnasiet.

Jeg har ingen klar mening om hvor mange der skal i gymnasiet, men et godt udgangspunkt kunne være, at dem der kan gennemføre uddannelsen og i øvrigt har lyst til det får muligheden. Derfor mener jeg at Riisager har det forkerte perspektiv når hun gør sig til talsmand for en hårdere sortering ved indgangen til gymnasiet.

Der er ingen modsætning mellem at have klare kompetencemål og at tage udgangspunkt i eleverne. Hvis læringsmålene skal nås, så er det vigtigt at anerkende, at mennesker udvikler sig ad kringlede stier og i spring. Dette gælder i indskolingen hvor eleverne er læringsparate på vidt forskellige tidspunkter. Eleven der er håbløst bagud med læsning i starten af første klasse, kan være helt på niveau i midten af anden. Sådan er det også i teenageårene, hvor hjernen som bekendt er under ombygning. Fra erfarne gymnasielærere ved jeg at der er en stor gruppe som virker ganske uegnede i 1.G men som vinde ind på stoffet og ender med ganske gode studentereksamener. Børns og unges udvikling foregår ikke i lineære spor, så man kan ikke entydigt forudsige en elevs studentereksamenskarakterer ud fra folkeskolekaraktererne.

Jeg håber, at den igangsatte granskning bliver nuanceret og ikke bare søger at underbygge politiske fordomme om feltet. Vi har brug for en gymnasiesektor der tør sige at formålet med en studentereksamen er at komme ind på universitetet. Herunder bliver det vigtigt at der bliver sat rammer op der ikke tilskynder de enkelte skoler til meningsløs profilering på tiltag der ikke har nogen reel betydning for elevernes videre uddannelse.

Det helt afgørende er imidlertid, at være opmærksom på at gymnasiet, ligesom de øvrige ungdomsuddannelser, skal udvikle eleverne med udgangspunkt i dem de er – også selvom vi bliver mere sikre på hvad læringsmålene er ved afslutningen af gymnasiet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *