Begrebet reaktionær har fornyet relevans i disse år hvor højrefløjen og nationalisterne er blevet ømskindede og krænkelsesparate, og fx Konservative Studerende på Københavns Universitet har gået til valg på sloganet ”Nej til Identitetspolitik!”.
I 70erne paraderede Erhard Jakobsen som fortaler for den almindelige mand der gik på arbejde og betalte skat og sad ved sit kakkelbord og drak kaffe som hans kone havde lavet til ham. Og den almindelige mand ville, ifølge Erhard, gerne se show med Otto Leisner, men ikke programmer med Jesper Klein og andre røde lejesvende. Og særligt galt var det med pædagoger på røde vinger, og profeter med briller, skæg og hår. Men i mange familier blev konen træt af at sætte frisklavet kaffe på kakkelbordet, og så tog hun en uddannelse som pædagog. Og ofte mødte hun en mand med skæg og hår der var mere interessant end ham med kakkelbordet. Og manden ved kakkelbordet havde måske allerede fundet ud af at han hellere ville bygge en vindmølle sammen med nogen andre; så han havde sagt sit job på B&W op og solgt bilen og slukket for Otto Leisner. Og måske havde han opdaget at samlivet med konen var så elendigt fordi han kun var seksuelt tiltrukket af mænd.
Erhard talt i virkeligheden ikke FOR nogen. Han talte IMOD alle dem der ville noget andet; alle dem der rejste sig fra kakkelbordet og solgte bilen, alle dem der ville finde sig selv og insisterede på at blive lykkelige.
Det er den samme reaktion vi ser i dag hos den krænkede højrefløj. Jeg håber at de reaktionære får mere modspil i den offentlige debat i 2020 så vi kan komme tilbage på sporet af et samfund der er præget af frihed og ligeværd.