Omskæring som konkret historisk erfaring

Højskolemenneskerne Andreas Pilekjær og Thue Kjærhus fra Rønshoved har i det seneste nummer af Højskolebladet (2019:1) forfattet en længere tekst vis budskab er, at højskole og kirke bør tage klart afstand fra et forbud mod religiøs omskæring.

Forfatterne skriver meget langt og akademiseret, men med prædikantens hang til karske fyndord. Teksten fremstår mere besværgende end egentligt argumenterende – desværre. Jeg må dog indrømme at jeg så heller ikke helt fx forstår hvorfor en pagthandling er indiskutabel. 

Forfatternes hovedargument synes at være, at fortalerne for et omskæringsforbud sætter abstrakte, universaliserede rettigheder over det konkrete kulturelt levede livs historiske erfaring. Rettighedstænkningen udpeges som totalitær, og som en egentlige aktuel trussel mod jøderne, der med et omskæringsforbud, ifølge forfatterne, reelt vil blive drevet ud af landet. Ifølge forfatterne er jøderne jøder fordi de omskærer deres drenge på 8. dagen – det er nok her pagthandlingen kommer ind i billedet.

Det ville have pyntet hvis teksten hvad været lidt mere historisk konkret frem for filosofisk generaliserende. Det er rigtigt, at mange forhudstilhængere støtter sig til universelle rettigheder som hovedargument for et forbud. Det er et tveægget sværd i debatten; argumentet er forståeligt og kommunikerbart, men hænger samtidigt på en konkret fortolkning af omfanget af det rettighedstab omskæringen medfører. Desuden umuliggør argumentet enhver form for debat.

Der er imidlertid også en anden vinkel på omskæringsmodstanden. 

Når forhuden betragtes som noget der blot kan bortskæres, så udtrykker det en bestemt opfattelse af mandens seksualitet. Manden skal ikke være følsom, men derimod voldsom og orienteret mod frugtbarhedsskabende ejakulation. Blidhed, ømhed, nærvær ses ikke som en del af mandens seksuelle repertoire. Derfor bliver omskæringsdiskussionen ofte mødt med latterliggørelse, som om forhud er noget af det mest komiske man kan forestille sig.  Forhudens funktion og værdi har været underbelyst og det samme har mandens seksualitet i almindelighed. 

Det siges at omskæring lige fra den historiske opkomst har været et middel til at begrænse mænds seksualdrift. Fraværet af forhud vanskeliggør masturbation, smerten ved indgrebet betyder at kønsorganet bliver forbundet med smerte. 

For mig udspringer ønsket om et forbud mod omskæring af umyndige drenge, af en kollektiv historisk erfaring, der handler om mænds seksualitet. Retten til egen forhud er ikke et abstrakt ønske, det er en ønske om at give konkrete mænd af kød og blod ret til, at udfolde deres seksualitet som andet end forplantning.

Som jeg ser det er det to forskellige historiske erfaringer der står overfor hinanden. Hvorvidt man kan være jøde uden at omskære sine børn ved jeg ikke noget om, men jeg mener ikke at der er nogen rimelighed i at vores samfunds lovgivning udpeger den mandelige penis’ følsomhed som betydningsløs.

Og hvad skal vi så gøre ved det? Jeg vil anbefale at debattører på begge sider vender tilbage til den konkrete, politiske og kulturelle virkelighed. Vejen frem kunne fx være at anerkende begge de historiske erfaringer, jødepagten og den følsomme penis. Så kunne vi indføre et forbud, men med en mulighed for at jøder og andre kunne søge dispensation til at fortsætte deres pagthandling.

Et forbud med dispensationsmulighed vil muligvis være noget rod fra et juridisk og rettighedsmæssigt perspektiv. Det er i hvertfald den kommentar jeg har fået fra forbudstilhængere. Et andet modargument er at det ikke vil redde mange jødedrenges tissemænd hvis Det Jødiske Samfund bare kan søge dispensation.

Et forbud med dispensationsmulighed skal administreres konkret og alvorligt. De trossamfund der søger skal seriøst godtgøre, at omskæring af drengebørn er en nødvendig del af deres religiøse identitet. Dispensationer skal gives for en årrække på 2-3 år med mulighed for begrundet forlængelse 2-3 gange hvorefter der igen kan indsendes en fuld ansøgning om dispensation. Et forbud med dispensationsmulighed vil således give trossamfundene en mulighed for løbende vurdering af om omskæring som pagthandling stadig er så vigtig at man ønsker at praktisere den selvom den er forbudt i resten af samfundet.

Internationalt kan man håbe, at et dansk forbud med dispensationsmulighed vil inspirere fx nordamerikanske familier til at lade deres børn beholde forhuden selvom indtægtsbevidste børnelæger står i kø med skalpellerne.

På den korte bane vil et forbud med dispensationsmulighed først og fremmest være en anerkendelse forhudens betydning og af at mandens seksualitet idag ikke bare handler om rå forplantning. Det vil være en klar markering af at retten til kroppen i vores moderne samfund ikke bare er en abstrakt konstruktion, men et konkret erfaret grundvilkår. Kort sagt vil det være et vigtigt seksualpolitisk fremskridt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *